Jump to content

Så sluttede det ...

Recommended Posts

Hej ænder.

Så sidder jeg i den forfærdelige situation; jeg er blevet kasseret. Jeg har ikke været skide aktiv på debatten på det seneste - og det er så derfor. Jeg har haft svært ved at håndtere det ... Så. MEN, jeg vil simpelthen give jer det hele !! Ikke den heeelt store smøre, men som mange andre, vil jeg gerne sætte ord på mione følelser - det er jo også en måde at få det bearbejdet på og komme igennem det.

MEN; Hvis nogen af jer har fulgt lidt med i vores forhold (.. har et par tråde om, hvor besværligt vores forhold har været, og hvordan vi er kommet igennem det) så gik det faktisk ganske godt !! Vi havde fået snakket tingene igennem, og jeg havde nået et punkt, hvor jeg ikke gik og var jaloux og ked af det hele tiden - jeg var faktisk vældig tilfreds. Jeg havde godt nok nogle problemer med at hvile i mig selv, da studiet fylder helt ekstremt meget lige pt., men mit og (eks)kærestens forhold virkede til at fungere godt !!

Men jeg kunne godt mærke, at han ikke havde det helt godt. Han var ikke rigtig glad, og kunne ikke få hverdagen til at fungere. Så søde Bitten satte sig ned og sagde, at jeg virkelig var glad for, at han havde taget sig mere tid til mig. Jeg havde det rigtig godt i vores forhold lige nu - men jeg kunne godt mærke, at han ikke havde det så fedt. Og hvis det var fordi han havde brug for nogle weekender hvor vi ikke sås, så var det fint.

... og skete der ikke rigtig mere. Han blev ved med at være lidt mut. Jeg prøvede at beholde overblikket og være fyldt med OVERSKUD, prøvede at være glad og snakke om nogle ting der kunne opmuntre ham. Jeg inviterede ham i byen, så han kunne få tankerne lidt væk fra skolen og sådan, hvor vi lavede nogle af de ting han godt ku' li. Skide godt! ... tænker jeg. Han har det svært, og jeg er den søde kæreste der hjælper ham igennem det.

Så jeg har brugt en del tid på, at holde ham i godt humør. Men her i Tirsdags inviterede jeg ham så hjem til mig - igen et led i, at gøre ham i godt humør, for ellers skulle han bare ha' siddet derhjemme helt alene.

Nu må I ikke tro, jeg har gået og hængt op ad ham heletiden og været omsværmende - det har jeg ikke. Jeg har også altid forsikret om, at han jo også kunne lave noget andet, så det er ikke fordi jeg har været snagende.

Men så tog vi hjem til mig, lavede lidt mad og te og sådan - men han måtte altså snart hjem så han kunne skrive opgave, så han kunne ikke blive ret længe. Inden han gik sagde jeg så til ham, at han skulle lade være med at skjule, at han var ked af det - at jeg godt ku mærke, at han ikke havde det godt. Jeg forsikrede igen om, at hvis det var fordi han havde brug for nogle dage uden mig, hvor han kunne lave noget andet, var det OK.

Og så var det, at han hev mig med op på værelset. Han tog taske, jakke og sko af igen, tog mine hænder, og begyndte at tale. "Der her kunne godt blive ubehageligt," tænkte jeg - men jeg havde slet ikke tænkt, at han ville slå op. Grunden var, at han følte sig afhængig af mig. Han følte ikke, at han havde nogle rigtig gode venner andre end mig, og han følte ikke, at der var plads til alle de andre ting han også gerne ville. Han kunne altså ikke få en hverdag hvor han var lykkelig til at fungere, hvis jeg var en del af den.

Nu er det jo sådan, at vi max er sammen to dage om ugen, for det meste kun én, så jeg forstår ikke helt det med, at vi er for meget sammen. Men OK, jeg lod vær' med at sætte spørgsmålstegn.

Jeg blev selvfølgelig helt knust. På mange måder forstår jeg ham godt, så jeg sagde også, at det var okay. Men ja ... (WARNING: Nu kommer følelserne altså ...) Jeg er jo helt færdig. Han er jo sådan én man kan se sig selv om mange år være gift og have børn med og gå tur i dyrehaven !! Jeg er jo sådan én der ikke forelsker sig ret tit, men når jeg gør, kan det godt være stærkt - og jeg elsker ham her helt ufattelig højt. De sidste dage har jeg siddet herhjemme og prøvet at komme mig. Jeg føler mig virkelig kasseret - og så efter alt det vi har været igennem. Alt det JEG har været igennem. For hold da kæft, hvor har han været en lort overfor mig rigtig mange gange. Men jeg har jo holdt ved alligevel og forsøgt at rede trådene ud !! Og så er det fandme HAM der gør det forbi! Jeg synes virkelig ikke jeg fortjener det. Selvom jeg godt et eller andet sted forstår ham, så ... jeg hader ham virkelig lige nu. Jeg fik beskrevet i min dagbog ret godt hvordan det føles inden i lige nu; Kærlighed sidder i hjertet - ikke i maven eller i hjernen - man føler det lige der hvor hjertet sidder. Og lige nu føles det somom mit hjerte er brændt ud, så det er blevet til aske og langsomt smuldrer væk. Somom det langsomt forsvinder. Det er måske det forkerte sted at poste sådan en lang følelsesladdet besked ... Men har I prøvet det før?

Jeg ved godt, at jeg nok skal komme mig, og at der selvfølgelig er andre fyre derude - men det er virkelig svært at se en ende på der her, og de fyre er svære at få øje på. Det er heller ikke fordi, jeg havde regnet med at blive gift med min gymnasiekæreste - men jeg havde egentlig heller ikke regnet med at vi skulle gå fra hinanden.

... og jeg ved godt at man ikke må hade nogen. Men han har bare såret mig så dybt, at jeg ikke kan andet. Jeg har mistet både min kæreste og min bedste ven. Jeg kunne jo godt lade somom der aldrig var sket noget, og så bare være venner med ham - men så vil jeg jo bare blive ved med at gå og være forelsket i ham, og så kunne jeg gå og være ked af det hele året ud. Jeg er nødt til at have den her afstand !! Derfor har jeg besluttet, at jeg ikke vil snakke med ham, ses med ham (... ud over, at vi selvfølgelig går i klasse sammen) eller noget, indtil jeg ikke føler noget mere. Han skal være sådan cirka ligegyldig for mig. Ellers bliver jeg bare forelsket i ham igen, og det er ikke det værd !! Den pris er for høj; Jeg har aldrig været så ked af det i mit liv ... jeg er jo ude af stand til at tænke klart ... Det er forfærdeligt. Jeg synes selv, at jeg overreagerer. Hvis jeg nu var en 3.person der skulle fortælle historien, sådan en observatør, en "flue på væggen," så ville jeg synes, at jeg reagerede fuldstændig åndsvagt. Jeg lukker jo fuldstændig af for ham. Men jeg kan simpelthen ikk holde ud at være sammen med ham, det gør bare for ondt ... Og jeg er nødt til at få alle de følelser jeg har for ham væk, før jeg kan snakke med ham igen. Sådan er det...

Ej, nu fik I jo en lang smøre alligevel !! Er der andre, der har haft sådanne oplevelser (... det er der vel.) Hvordan kom I videre? Hvordan reagerede I? og hvilke erfaringer har I med forholdet til eksen bagefter?

Jeg spørger fordi, at jeg aldrig har været ude for noget så ekstremt følelsesmæssigt. Jeg har haft en kæreste før, hvor vi også tog stor afstand i et halvt års tid begge to. Men det var slet ikke i den her kaliber. Håber I har nogle gode råd til, hvordan jeg kan bearbejde det ...

Miv fra Katten

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Send mig en PB hvis du er interesseret - så for du min mail - og vi kan tale sammen på MSN.. Har været i dine sko :) Så vil forsøge at hjælpe dig som jeg bedst kan.. Ved at lytte..

Kan godt blive FOR privat herinde - og tage MEGET lang tid..

Har du brug for det - har du muligheen for at kontakte mig..

SE

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Svar på dette emne...

×   Du har indsat indhold med formatering.   Fjern formatering

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.


×
×
  • Tilføj...