Kan jeg tillade mig at være egoistisk?

Hejsa allesammen. Jeg er ivrig læser af dette board, og har da også bidraget fra tid til anden herinde. Nu er tiden kommet hvor jeg gerne vil have noget hjælp fordi jeg synes min nuværende situation er lidt vanskelig. Hvor starter jeg. Well lidt info om mig/os: Jeg er 22 år og bor lige pt. i vestjylland(Shit jeg savner Århus). Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over 9 måneder. Vi kendte hinanden fra før, da hun fik i 8 da jeg gik i 9. Men ellers har vi faktisk ikke snakket sammen siden degang som jo nu er 5-6 år siden, indtil vi mødte hinanden i påsken sidste år. I starten af vores forhold boede jeg i Århus men droppede studiet efter 2 år for så at flytte hjem til de gamle igen, for bare at tjene penge, og finde ud af hvad jeg ville. Hun flyttede kort efter til KBH for at studere, så vores forhold har næsten været et lang distance forhold siden starten. Hun var min første gang, og faktisk også mit første rigtige forhold. Kom lidt sent igang(private årsager) og det har jeg nok fortrudt lidt i dag. Sagen er den at vi er meget ærlige over for hinanden, og i starten af forholdet var jeg interesseret i hendes tidligere forhold(BIG MISTAKE) men ja, det har resulteret i at jeg kender til næsten samtlige af hendes tidligere seksuelle erfaringer. Det har skabt nogle problemer af forskellig kaliber, og det har gjort at vores forhold til tider har været på randen til brud. Faktisk er det brudt to gange, men begge gange fandt vi hurtig ud af at vi ikke kunne undvære hinanden. Da vi havde været sammen i 2 måneder ca. kom hun og sagde til mig at hun ikke var sikker på at hun var forelsket i mig, men nærmere så mig som en meget god ven som hun var vild med og havde god sex med(Gentagne gange har hun sagt at det er det bedste sex hun nogensinde har fået, og ja, jeg siger det fordi det har relevans senere). Hun elsker mig meget højt ved jeg, og det er 100% gengældt. Ud af en del forhold har hun kun været forelsket en gang. Hun siger at der kommer perioder hvor hun mærker forelskelsen stærkere til mig end nogen anden men at det er meget op og ned. Det ene øjeblik kan hun være forelsket, det andet elsker hun mig "kun". Selvom det jo egentlig er nok. Så til sagen. Efter jeg blev færdig med HTX startede jeg direkte med et studie i Århus. De to år derovre vil jeg aldrig fortryde, det er simpelthen de bedste år i mit liv. Bo alene også ellers bare feste og hygge med vennerne. Men problemet er bare at jeg har studeret Kemi(droppede ud) og Ingeniør(droppede ud) begge ting faldt slet ikke i min smag. Jeg var nok for hurtig til at vælge. Nu bpr jeg hjemme og gør alt hvad jeg kan for at tjene penge og finde ud af hvad jeg vil. Men jeg ved det squ ikke. Derfor har jeg spurgt mine forældre og de kunne tænke sig at give mig en rejse(de er rimelig velhavende og giver os normalt et arveforskud hvert år). Jeg har ikke fortrudt at jeg tog til Århus med det samme, men jeg ville stadig gerne have været ud og rejse og opleve nogle andre kulturer og lande. Det kunne måske have givet mig et bedre indblik i hvad jeg skulle vælge af studie, men sket er sket og nu glæder jeg bare til at komme afsted. Om end det så er lidt forsinket. Min kæreste er også meget rejseglad og vi har snakket lidt om at tage afsted sammen, jeg har det bare lidt sådan at jeg gerne selv vil afsted for at opleve noget, og jeg synes ikke rigtig at nogen anden skal være en del af det. Jeg kunne godt tænke mig at komme et sted hen som firvillig arbejder og evt. besøge noget familie jeg har i Singapore. Problemet er bare at med de op og nedture vi har og det faktum at hun ikke ved om hun er forelsket i mig(selvom det hun beskriver for mig er forelsket, det med at nogen gange er den der og andre ikke, det er i hvert fald sådan jeg har det med hende) så ved jeg ikke helt hvordan jeg skal gribe sagen an. Jeg regner med at tage afsted til Oktober. Det jeg helst vil gøre er: 1. At tage afsted alene uden forpligtelser hjem til. Altså at jeg nok skal kontakte min familie engang imellem men jeg gider ikke noget fast tidspunkt da jeg helst ikke vil have nogen bånd som hæmmer mig mens jeg er på hvad jeg håber bliver mit livs rejse. Det skal nok blive overholdt. 2. Det er her jeg skal bruge hjælp. Grundet problemerne med kæresten og måden det kører på, så ved jeg ikke helt om jeg synes vi skal komme sammen mens jeg er afsted. Jeg har det lidt sådan at hvis jeg er afsted i 3-4-5 måneder så er jeg jo på ingen måde sikker på at hun er der når jeg kommer hjem, eller om vi kan få det til at køre igen når jeg kommer hjem. Pga. min manglende seksuelle erfaring så har jeg det også lidt sådan at hvis chancen byder sig mens jeg er afsted så vil jeg ikke afslå en ferieflirt pga. en kæreste som jeg alligevel ikke er sikker på når jeg kommer hjem. Og lad nu være med at tro det hele handler om fisse det gør det så langt fra, men jeg vil bare ikke stå med skægget i postkassen og tænke "så skulle man alligevel have gjort sådan og sådan og sådan" hvis vi ikke kan finde ud af det sammen når jeg kommer hjem igen. Som sagt så kom min seksuelle debut sent pga. private årsager, og selvom jeg ofte har haft chancen for one night stands tidligere så er det altid endt med at jeg har fået kolde fødder og ligget mig til at sove også ellers bare smutte så hurtigt så muligt fra den pige man nu engang lå ved siden af den givne morgen. Hvis jeg tager afsted er jeg slet ikke i tvivl om at der ville være en god chance for en ferieflirt, og jeg har det lidt sådan at hvis dette bliver rejsen for livet(som i en personlig udviklings rejse), så vil jeg bare gerne have det hele med. Jeg elsker min kæreste højt og som sagt er det gengældt( det både ved jeg og kan jeg føle) og når hun siger det er det bedste sex hun har haft så tror jeg hende, for som en anden skrev et andet sted på dette forum så skal der to til sex for at det er godt, og jeg synes selv vi har det rigtig godt seksuelt, selvom jeg ikke har noget samligne med, mener jeg godt jeg kan sige om det er god sex eller ej. Relevansen i dette opstår fordi jeg gerne vil være sikker på at i forstår at jeg ikke tager afsted fordi jeg ikke er tilfreds med min nuværende forhold seksuelt. Men som sagt fordi jeg måske ikke vil stå med skægget i postkassen hvis jeg kunne have løbet nogle horn af i stedet. Kan jeg tillade mig at sige til hende at når jeg tager ud og rejser til Oktober så skal vi ikke komme sammen imens? Og at vi i stedet må se hvad der sker når jeg kommer hjem igen? For jeg har det squ dårligt med at vente med at sige noget til jeg engang tager afsted, for det vil i mine øjne være svinsk overfor hende. Eller skal det slutte nu hvis det er sådan jeg har det? Jeg ved ikke om det hele køre meget bedre til Oktober og at jeg på det tidspunkt slet ikke tvivler på at vi er sammen når jeg kommer hjem, men som det har kørt de sidste par måneder, så har det været meget op og ned, pga. forskellige problemer med mig og hendes fortid. Vi har lige haft det oppe og vende men vi fik det aldrig udebateret da det var under en skænderi det kom frem. Jeg er i syv sind. Er jeg egoistisk eller hvad sker der for mig? Er det helt forkerte tanker jeg har? Det eneste jeg ved med sikkerhed er at hun er den PERFEKTE pige for mig. Hun er smuk, lækker intelligent og jeg synes rigtig godt om hendes personlighed. Vores problemer er primært opstået i at det kan være svært at have et lang distance forhold, og fordi jeg har været så dum at høre hende til hendes fortid. Mvh. Distancen. PS. Jeg har skrevet en del, men mener det alt sammen har sin relevans for mit spørgsmål. Hvis der er noget i vil have uddybet så sig endelig til.