Ingenting kan være nok

Jeg kender denne kvinde, køn, sjov og intelligent. Som mig er hun gift og har børn. Igennem de sidste par år har vi arbejdet en del sammen, snakket sammen og lært hinanden at kende, på godt og ondt. Tiltrukket af hinanden, det er vi. Og det er så det. Vi er begge gifte mennesker og mener vores ægteskab alvorligt. Vi har ingen lyster til at forlade det vi har. Vi har ikke engang problemer på hjemmefronten. Så der er ingenting sket, det gør der heller aldrig. Hvis man ser bort fra de rent moralske dilemmaer, så ville en mere fysisk udgave af vores forhold i virkeligheden bare forfladige det helt - det ville være frygtelig banalt og blot reducere hele vores forhistorie til et langt forspil. Som det er, og bliver, har vi det godt sammen, vi ved begge to at vi tænder på hinanden, vi har ikke bevæget venskabet så langt, at der ikke er nogen seksuel gnist. Men vi ved også at der skal ikke ske mere. Og det gør ingenting, tanken og visheden om at vi gerne ville, hvis vi kunne er nok. Ingenting kan være nok.