En femmer for dine tanker

5 indlæg i dette emne

Hej Alle, 

Det her bliver lidt af en traver at komme igennem, men håber I har lyst til at læse med :)

Først og fremmest, dette er ikke et råb efter medlidenhed eller opmærksomhed, jeg har rent og skær brug for nogle ærlige tanker og holdninger omkring min situation.

I korte træk (ved godt det ikke bliver kort det her :lol:) så er jeg 32, overvægtig, kronisk syg, har aldrig haft en kæreste og er jomfru.

Siden jeg var 14-15 år, har mit liv flasket sig således at jeg ikke har haft mod eller lyst til sex, kærlighed og parforhold. Jeg har tumlet med psykiske problemer og har altid været meget privat omkring det. Problemerne har hovedsagelig bestået af depressioner og max lavt selvværd. Men det har altså resulteret i at jeg har haft en svær start på mit "voksenliv" og jeg er i dag førtidspensionist og har været det de sidste 10 års tid.

Jeg har altid været overvægtig og det valgte jeg i mine unge år at acceptere ved at sige "jeg skal aldrig have en kæreste, slut." og sådan har det så været i mange år. For hvis jeg ikke kunne elske mig selv, hvem skulle så kunne? 

Som årene gik accepterede jeg mere og mere mig selv og kunne jo egentlig godt se at bare fordi man er tyk og førtidspensionist, så kan man jo godt finde kærligheden...

For snart 5 år siden fik jeg virkelig mod på livet. Tog et halvt år på højskole, mødte en masse fede mennesker og blev på den måde klar til at "springe ud i livet".

Et halvt år efter jeg kommer hjem, bliver jeg diagnosticeret med en sjælden gigt sygdom som var ved at tage livet af mig. Jeg brugt to år på at være invalideret og lå i en plejeseng i min stue stort set døgnet rundt. Jeg har det meget bedre i dag efter jeg er kommet i rette behandling, men nu kæmper jeg med bivirkninger og følgesygdomme, deriblandt psoriasis som følge af autoimmun lidelse.

Jeg har altså ret mange ting som bare ikke gør noget godt for mig! Jeg følger på ingen måde kurven for et "normalt" voksenliv (sådan en findes der faktisk!) og ulykkerne har regnet ned over mig halvdelen af mit liv. Jeg har ikke ondt af mig selv, slet ikke. Der er mennesker der har det værre end jeg. Men jeg er efterhånden begyndt at se mig selv som et projekt!

Jeg har aldrig haft lyst eller turde til at have en kæreste, for puha, det med nærvær, sex og fortrolighed, kan man det med mig?

Jeg står et sted i mit liv nu, hvor jeg faktisk mangler en person i mit liv, en person der ikke er venner eller familie, men en som vil mig. Problemet er at det tvivler jeg virkelig på at der er. Kan ikke slippe tanken om at hvis man vil mig, så er man sgu rimelig creepy med nogle syge lyster! (ved godt det er en voldsom tanke, men den er der altså)

Jeg har snakket med terapeuter om den her problemstilling, men jeg føler efterhånden at de siger det jeg betaler dem for at sige. Jeg har ikke brug for mere pladderballesnak om at jeg er god og fantastisk for den jeg er. Det kan godt være at jeg er det indeni, men sgu langt fra udenpå!

Det der snakker imod at jeg jeg nogensinde kan finde mig en mand er, min overvægt. Jeg vejer i dag 120kg, tog en masse på da jeg var i hård medicinsk behandling som ikke gjorde mit selvbillede bedre. Det er selvfølgelig den evige struggle, men jeg ved at jeg en dag nok skal komme ned i vægt, det er bare ikke muligt lige pt.

Jeg lider som sagt af psoriasis, og det er sgu ikke ret lækkert, der ikke ikke så meget at sige til det! Pga. psoriasis og kontinuerlig kemo behandling, så mister jeg mit hår ca. 1 gang om året, heller ikke særlig fedt.

Jeg er førtidspensionist, så allerede der tror man at jeg er en samfundsnasser der er doven. Det er jeg ikke.

Jeg kommer til at være kronisk syg resten af mit liv, det er også noget af en pille at sluge, so to speak...

Min krop er virkelig uattraktiv, mere er der ikke at sige der.

Det er en ret dårlig dating profil når jeg stiller det op sort på hvidt, men det er sandheden. 

Jeg er god til rigtig mange ting. Jeg har en super kreativ hjerne, jeg har rigtig nemt ved praktiske ting, ser mig selv som at være ret intelligent. Jeg har ret mange skills, men de kan desværre ikke rigtig overgå alt det ydre og fysiske. Jeg får altid af vide at jeg har et rigtig pænt ansigt og de smukkeste øjne, og det synes jeg faktisk også selv. Desværre har man ikke sex og kærlighed med øjnene!! :lol:

Som tidligere nævnt har jeg aldrig haft et behov for sex og samvær, hvilket jo er ret tydeligt eftersom jeg sidder som 32årig jomfru i dag. Men jeg kan godt mærke at jeg begynder at savne det, jeg ved at det er en hel verden jeg går glip af. Lysten er der. Lysten til kærlighed, sex, nærvær, men modet er der overhovedet ikke. Som i 100% ikke eksisterende.

Så hvordan dælen skal jeg bære mig ad? Det er rimelig svært for mig at "sælge pakken" og jeg tør da slet ikke gøre forsøget, vil jo gøre mig selv enormt til grin. Jeg finder overhovedet ingen hjælp i "du skal bare springe ud i det, du er skøn som du er osv osv" !

Som sagt, så ser jeg mig selv som et projekt og lige nu er det her projekt ved at blive pakket langt væk ned i et arkivskab med kæmpe lås på.

Jeg vil rigtig gerne høre Jeres tanker omkring den her "situation" :)

Mange hilsner

L

 

 

1 person likes this

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Ingen der vil dele sine tanker? :)

 

1 person likes this

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Kære L - jeg vil gerne dele mine tanker. 

Først og fremmest er du startet på et sexforum, med indlæg med mere end 100 bogstaver. Jeg får nogle høvl for den her kommentar, men du har skåret 90% fra ved at man skal læse sig igennem så meget. Så drejer det sig mere om følelse, end egentlig om sex. Der skar du yderligere 9% fra. Til sidst sidder der 1 procent tilbage, der ved at vi to ikke skal have sex sammen, eller udveksle fantasier - med en idé om at du mangler mere, end jeg føler at du kan give mig. Jeg er lidt unik, jeg ønsker ikke noget retur. Jeg forstår dine problemer med terapeut, de bliver jo betalt for det. Jeg er af samme opfattelse, og tager lige så lidt imod det som du gør. Det samme tæller for komplimenter generelt. Hvis mænd giver dem, tænker jeg at det er fordi de er liderlige og hvis kvinder giver dem, tænker jeg at de har en bagtanke. 

Nej psoreasis er ikke lækkert, men man kan komme en lang vej med groft salt, en god fedtcreme og sølvvand - ingen kunstig sukker! . Det er uhelbredeligt, men man kan gøre meget for at undgå de store udbrud. Det behøver faktisk ikke være ulækkert. 

Overvægt er til at tage og føle på, men kræver den rette mentale tilstand og rette motivation for at komme af med. Det er lidt som rygning - du kan godt ønske at stoppe det, men det kommer ikke til at ske, før du er rigtigt klar. Indtil videre, gør dit ypperste for ikke at blive større - men at være overvægtig er ikke som udgangspunkt noget dårligt. Hvis du lever sundt og spiser fornuftigt, er det ikke engang sundhedsskadeligt at bære rundt på for meget vægt, omend 120 kg er en meget hård belastning for dine knæ og led. 

Det nemmeste ville være at springe ud i det, men det spring - det er der ingen der tør tage. Når der er så langt ned at man ikke engang kan se afgrunden. Jeg havde heller ikke turde springe. 

Det er vigtigere at have tætte relationer, end at have en kæreste. Jeg tror det er et bedre sted at starte. Så skal kæreste nok komme en dag. 

Hvis du vil af med din mødom, så kan der altid betales en mand for det. Det har bare absolut intet at gøre, med hvad du eftersøger, men for nogle er det en genvej. Du er ikke den eneste voksne jomfru.

Jeg ville starte med at oprette en profil på boblberg.dk - måske kan du finde en at udveksle idéer sammen med. Måske kan i snakke over computeren, måske senere turde mødes til en kop kaffe. I deler sandsynligvis en fælles interesse i har fundet hinanden igennem - wordfeud, skak, backgammon over nettet. Udfordre hinanden mentalt mens i snakker om dit og dat.

Jeg tror på dit projekt. Jeg tror på dig. Jeg ved at det kønneste en kvinde har, er hendes øjne og et smil. Hendes intelligens, hendes lyst til at vide mere, at begære, at interesse sig for modparten. At udvise empati og lyst på livet. 

1 person likes this

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Ps du kan altid skrive en privatbesked, hvis der er noget :) Jeg ved ikke om jeg er den rette til at hjælpe, men jeg vil rigtig gerne hvis jeg kan

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Hej 

 

Mit bud er af du skal starte med at lære nogen at kende igennem nogle chats og ikke starte med at fortælle om alle dine problemer, men lade det komme

undervejs. For så lærer man dig at kende som den person du er og så er problemerne måske ikke så store i den andens øjne.

 

Hilsen Bufast

1 person likes this

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!


Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.


Log ind nu