Tyven - Afsnit 2-4

5 indlæg i dette emne

2 - De første tæv

 

 

...... Havde jeg været væk? Faldet i søvn? Eller havde manglen på tidsfornemmelse spillet mig et puds? Hvor lang tid var der i det hele taget gået? Det gav et spjæt i mig, da lyden af en nøgle blev drejet om og døren åbnet. En lille sprække af lys, nåede ned for enden af trappen, inden lyset i loftet blev tændt. Lyden af Berits stilethæle, da hun begyndte at gå ned ad trappen, ramte mine ører og føltes som små smæld der for hvert skridt fik min mave til at snøre sig mere og mere sammen.

 

Hun kom til syne, stadig iført sin lange hvide pels. Hun gik langsomt hen imod mig, med et beslutsomt udtryk i ansigtet. Hun havde noget i den ene hånd, men det det var svært at se hvad. Mine øjne skulle lige vænne sig til det skarpe lys. Først da hun stod foran mig, kunne jeg se hvad det var. Jeg frøs helt til is. Det var en lang, tynd ridepisk. Jeg begyndte at panikke igen, trække vejret hurtigere og forsøgte at råbe om hjælp. Jeg bad til at Jørgen ville komme ned og forhindre hende i det, jeg frygtede hun ville gøre.

 

Berit havde læst mine tanker... for hun kunne umuligt forstå et pluk af hvad jeg sagde gennem mit stramme knebel.

 

Hun satte sig på hug foran mig og kiggede mig ind i øjnene og sagde helt roligt: "Nej Morten, denne gang hjælper Jørgen dig ikke. Det er kun dig og mig lige nu".

 

Jeg prøvede at råbe gennem kneblet, men det blev blot til en halvkvalt mumlen. Berit var helt uanfægtet. Hun lagde pisken ved sine fødder og begyndte at løsne min bukseknap. Jeg kunne mærke den gik op. Roligt åbnede hun lynlåsen. Jeg lukkede øjnene og bad til at jeg vågnede op af denne drøm. Kunne mærke hendes hænder tage fat i hver sin side af bukserne og trække dem ned til hoften. Derfra kunne hun ikke komme længere.

 

"Løft din røv lidt, Morten", sagde hun, stadig med en afdæmpet tone. Jeg rystede panikslagent på hovedet. Berit kiggede overrasket på mig... Det kom tydeligvis bag på hende, at jeg ikke føjede hende. Hun rejste sig op, tog hårdt fat i mit hår med venstre hånd og tvang mit hoved ned til højre skulder.

 

"LET DIN RÅV", råbte hun med skinger stemme,mens hvert af de 3 ord blev understreget af en knaldhård lussing fra hendes højre hånd. Jeg hylede op af smerte inde bag kneblet. Ydmygelsen var total. Denne kamp ville hun alligevel vinde. Tårene pressede på, men jeg kæmpede for at holde dem tilbage. Min højre kind sved som om en brændende stegepande blev holdt imod den.

 

Hun satte sig atter på hug og kiggede op på mig, mens hun atter tog fat i mine bukser. Jeg løftede min røv så godt jeg kunne. Det var lige akkurat nok til at hun kunne trække mine bukser ned under mine baller og ud på lårene. Da jeg satte mig, kunne jeg mærke stolen direkte på mine baller. Hun havde trukket underbukserne med også. Hun fortsatte med at trække bukserne helt ned under knæene således at mine lår var totalt blottede.

 

Hun blev siddende på hug foran mig og lod sine hænder glide op og ned ad mine lår. Hun trak dem lidt til hver sin side og kiggede op mellem dem....

 

"Sikke en sød lille trold, du har der, Morten. Den er godt nok lille. Er den også pissebange, ligesom dig?" Hun kradsede forsigtigt ydersiden af min meget slappe pik, med en lang pegefingernegl. Så rejste hun sig op.

 

Hun trådte lidt til siden og begyndte at tage pelsen af. Jeg kunne ane hende ud ad øjenkrogen. Jeg turde ikke dreje hovedet. Hun lagde den henover et eller andet, en stol eller lign og kom tilbage hen foran mig. Hun havde en hvid dameskjorte der afslørede en pæn kavalergang på, samt et par stramtsiddende, sorte læderbukser der var lukket udenpå skjorten, så skjorten posede lidt. Bukserne gik ned i et par langskaftede sorte støvler.

 

Hun bukkede sig ned og samlede pisken op, og stillede sig derefter ud på min højre side. Jeg var ved at tisse ud på stolen af angst og måtte kæmpe for at holde det tilbage.

 

Hun løftede uden et ord pisken højt over hovedet og lod den falde med stor kraft ned på mine blottede lår. Jeg nåede lige at høre det højt hvislende svirp fra pisken, inden den ramte mig midt på begge lår. Slaget føltes som en skarp sabel, der borede sig langt ned igennem lårene. Ren reflektivt kastede jeg hovedet bagover i smerte. Jeg nåede ikke at skrige, før pisken atter hvislede ondskabsfuldt gennem luften og ramte næsten samme sted. Jeg trykkede mit baghovede mod stolpen, mens den brændende smerte bredte sig ud over mine lår. Endnu et slag ramte. Der gik ca 4 sekunder mellem hvert slag, og de faldt takfast og meget præcist. Jeg skreg alt hvad jeg kunne inde bag mit knebel, Sprællede forgæves med mine ben og kiggede op til højre og forsøgte desperat at få øjenkontakt. Hun kiggede intenst på mine lår, holdt sine læber stramt sammen i koncentration, mens hun blev ved at slå. Jeg vidste slet ikke hvor mange slag jeg fik. Det var mange og de faldt nådesløst. Og hun blev bare ved og ved og ved.......

 

Hvert slag føltes nu som glødende jern, der blev presset mod mine lår. Jeg kunne næsten ikke adskille slagene, da smerten var ved at være konstant. Men den ondskabfulde lyd fra pisken, hver gang den skar sig gennem luften, ramte mine ører selv om jeg skreg alt hvad jeg kunne. Hun flyttede slagområdet lidt frem og tilbage på mine lår. Det begyndte at sortne for mine øjne af sindsyg stærk smerte, rummet snurrede rundt og det var som om smerten begyndte at dulme lidt. Jeg var ved at besvime.

 

Berit stoppede. Hun stillede sig foran mig igen, tog fat under min hage med den ene hånd og løftede mit hovede:

 

"Hallooo Morten, er du der? Du skal ikke stikke af fra mig vel. Du skal blive her. Du kan ikke gemme dig derinde. Vi er slet ikke færdige endnu".. Hendes stemme skar sig helt ind til min bevidsthed og jeg kom til mig selv igen.

 

Hun slap sit greb, lagde pisken på mine lår og begyndte at gå over mod trappen. Jeg kiggede ned på mine lår. De var totalt hævede, mørkeblå og dybrøde. Og der var lidt blod flere steder. Jeg begyndte at skrige igen, da en brændende smerte atter bredte sig ud over begge lår. Berit var gået op, men der var stadig lys.

 

Jeg fik kontrol over mig selv og sad og trak vejret dybt. Lyden af Berits støvler bredte sig ud over rummet, da hun kom ned igen. Hun havde en flaske vand med. Hun gik direkte hen til mig og hældte lidt vand ud over mit hoved. Jeg kunne mærke hvordan det løb ned over min pande og ned på mine skuldre og gjorde lidt af trøjen våd. Men det hjalp lidt.

 

"Du får lov at drikke resten, når jeg er færdig", sagde hun kort og stillede flasken fra sig et stykke væk. Hun tog pisken, der stadig lå på mine forslåede og blodige lår og stillede sig atter på min højre side. Atter skar pisken sig hvinende gennem luften, da hun med al kraft sendte den ned mod mine lår. Fornemmelsen af glødende jern sendte næsten al luft ud af lungerne på mig og jeg nåede dårligt at få den fyldt igen så jeg kunne skrige, inden næste slag faldt. Min bevidsthed flimrede lidt, men ikke så meget som før og slet ikke så det dulmede smerten. Jeg ruskede mine hænder, sprællede desperat med benene og kiggede bedende op på Berit. Men hun blev ved med at slå og slå... Mine skrig gik over i en ukontrolleret hulken og tårene begyndte at strømme ned af kinderne på mig.

 

Så stoppede hun endelig.... Jeg havde ingen anelse om hvor mange slag jeg ialt havde fået. Men smerterne fra mine lår var kvalmende stærke. Berit lagde pisken på gulvet og kom helt over til og stillede sig tæt foran mig.

 

"Bøj dit hovede forover, din lille lusede pivskid", sagde hun iskoldt. Jeg gjorde som hun sagde. Hun løsnede remmen bag nakken og fjernede den. Og trak derefter kluden ud af munden på mig. Jeg begyndte omgående at hoste. Det føltes som om jeg skulle kaste op, men jeg beherskede mig. Jeg var knastør i munden og halsen. Jeg udstødte en høj, klagende lyd og begyndte at græde igen.... Smerterne var stadig heftige.

 

Berit havde hentet vandet og stod på min højre side med flasken: "Her. Drik det her", beordrede hun og satte flasken for min mund.

 

Jeg var mere tørstig end jeg troede. Der var ca en kvart liter tilbage og den forsvandt ned i mit svælg. Jeg kunne mærke vandets lindrende effekt hele vejen ned. Berit fjernede den tomme flaske fra min mund.

 

Hun tog fat i min hage og løftede mit hoved så vi fik øjenkontakt:

 

Hun hvislede: "Tror du, at du kan opføre dig ordentligt?" Jeg nikkede forhåbningsfuldt. Ville hun slippe mig fri nu?

 

Hun fortsatte: "Så får du en madras ned og ligge på. Det kan du takke Jørgen for. Stod det helt til mig, skulle du bare blive siddende der, med kneblet i din mund hele natten".

 

Hun slap sit greb og vendte sig om, stille sig over til trappen og skreg: "JÅRGEN, SÅ ER DET NU"... Hun vendte sig om mod mig, slog armene over kors og kiggede på mig, mens et ondt smil bredte sig på hendes læber, da hun kiggede på mine lår. Skuffelsen var ikke til at bære. Jeg troede hun ville lade mig gå. Jeg kiggede modløst ned på mine mishandlede, misfarvede og blodige lår.

 

Jørgen kom buldrende ned ad trappen. Han havde en tynd madras under den ene arm og en spand der virkede tung i den modsatte hånd.

 

"Han har lovet at opføre sig pænt", sagde Berit til Jørgen og fortsatte: "Men en eneste forkert bevægelse fra ham, så sidder han atter i stolen og med kneblet i munden. Og sådan kommer han til at sidde til imorgen, er du med?" Jørgen nikkede og kom hen til mig.

 

"Hold da helt kæft, mand", sagde han stille, da han så mine lår. Han kiggede mig alvorligt ind i øjnene og jeg kiggede bedende igen. Men jeg kunne se på ham, at der ikke var noget at gøre. Han løsnede remmen om min hals og fjernede den. Så rakte han hånden ned i spanden og trak den ene ende af en kraftig kæde op fra den, viklede en gang om halsen og holdt den der, mens han rodede efter noget i hans ene lomme.

 

"Vent lige lidt", kom det fra Berit. Hun trådte et par skridt frem og kiggede på den del af kæden, der var om halsen. "Den skal sgu sidde strammere, Jørgen. To led mere. Mindst". Hun tog fat i kæden og strammede den mere til. Nu sad den helt tæt til halsen, der var ikke mere at give af. Jørgen havde fundet en hængelås frem fra sin lomme. Han satte den gennem de to øjer der mødtes på kæden. Der lød et lille klik. Så sad kæden om halsen. Berit slap sit tag i den og smilede tilfreds. Stålet føltes iskoldt mod huden.

 

Den anden ende af kæden blev sat om stolpen og resten af kæden blev hældt ud på gulvet. Den var ca 2 meter lang ialt. 

 

"Rejs dig op, Morten", sagde Jørgen. Jeg gjorde som han sagde. Berit gravede ned i den højre lomme i sine læderbukser og fiskede en lille nøgle op. Det var nøglen til håndjernene. Hun rakte den til Jørgen. Han gik om bag mig og låste håndjernene op. Jeg skulle til at føre armene over foran mig, men en smerte i hver skulder forhindrede mig.

 

"Tag det roligt, Morten", sagde Jørgen. Dine skuldre skal lige løsne sig igen. Men Berit var utålmodig.

 

"Han skal have de håndjern på igen", sagde hun skarpt. "Han skal kraftedeme ikke have lov at rende rundt med hænderne i fri positur. Få så de arme op foran. NU".

 

Jørgen trak forsigtigt mine arme op foran min mave. Det gjorde sindsygt ondt i skuldrerne.

 

"Hold dem der, Jørgen og giv mig de forbandede håndjern. Du er fanme for blødsøden mod ham". Berit nærmest flåede håndjernene ud af hånden på Jørgen og uden videre snak, satte hun dem atter på mine håndled. De gav nogle høje klik, mens hun strammede dem helt ind til huden. Hun puttede nøglen tilbage i læderbukserne.

 

"Kom med den sidste hængelås", sagde hun bydende til Jørgen. Jørgen gravede ned i baglommen og fandt en hængelås mere og gav den til Berit. Hun puttede den gennem et af øjerne på kæden der forbandt dem og derefter trak hun mine hænder op foran mit ansigt og låste håndjernene fast i et øje i den kraftige kæde, så mine hænder sad ud for mit bryst.

 

"Sådan skal det være", sagde hun tilfreds. "Bare gå op igen Jørgen". Jørgen vendte sig, tog spanden og gik op ad trappen igen. Berit bøjede sig ned foran mig, tog fat i mine bukser, der nu var gledet helt ned om anklerne og trak dem op til mine hofter. Det brændte vildt på mine lår, da bukserne passerede dem og jeg udstødte et hyl, men stod stille. Turde ikke andet.

 

"Det var godt, Morten. Lidt tæv har aldrig gjort skade, vel?" Hun smilte ondt og triumferende til mig.

 

"Nu kan du sove der i nat. Imorgen skal vi to have os en lille snak. Der er nogle ting jeg vil vide. Men det tager vi først imorgen.".

 

Hun strøg mig blidt på den ene kind, vendte sig rundt og forsvandt med larmende hæle op ad trappen. Lyset blev slukket, døren lukket og låst. Jeg var atter alene.

 

 

3 - Nattens genvordigheder. Og flere tæv...

 

 

Jeg stod helt stille. Jeg måtte have styr på tankerne, have styr på mit åndedræt. Det var pludselig gået op for mig, at pulsen galoperede og mit åndedræt kørte i næsten samme tempo. Min balance virkede ikke godt, pga måden mine hænder var lænket foran mig på. Men jeg måtte ned og sidde. Jeg prøvede at gå lidt ned i knæ, men bukserne begyndte at stramme over mine lår og det føltes som om knust glas blev ført henover dem. Et gisp af smerte slap ud mellem mine læber og jeg rettede mig hurtigt op igen.

Jeg måtte have de bukser af. Berit have ikke knappet dem, kun trukket dem op over hofterne. Men jeg kunne ikke stå op og tage dem af, jeg var bange for at falde. Og eftersom jeg ikke var helt sikker på afstanden ud til de forskellige ting, ville jeg risikere at hamre hovedet ned i noget. Jeg måtte ned og ligge.

Så kom jeg i tanker om madrassen. Min puls begyndte at falde lidt og jeg følte mig roligere.... som om tanken om madrassen var en form for befrielse - eller ihvertfald en løsning på et umiddelbart problem. Jeg lød min højre fod søge lidt rundt, så langt den kunne komme. Intet. Prøvede at genkalde hvor Jørgen lagde madrassen, da han kom ned. Måske bagved mig.

Jeg drejede forsigtigt kroppen 90 grader. Endnu engang lod jeg min højre fod afsøge området til højre for mig. En befriende følelse af noget blødt stof, ramte undersiden af foden som et blidt kys. På trods af min lorte-situation, bredte sig en lille følelse af sejr inde i mig. Forsigtigt trådte jeg op på madrassen. Kæden gav en raslende lyd fra sig, da den blev trukket med over gulvet.

Så langt, så godt. Nu skulle jeg bare ned og ligge. Jeg ville dog først prøve at få bukserne rystet ned over hofterne. Jeg begyndte at vride min underkrop. Intet skete. Prøvede at hoppe let. De sad for stramt over hofterne. Mine lår måtte også være hævede og bidrage til at bukserne ikke lige var til at få af. I en sidste desperat bevægelse, forsøgte jeg at bukke mig forover i et forsøg på at nå bukselinningen med hænderne. Stålet fra håndjernene gnavede sig smertende ind i håndleddene og jeg slap et lille støn...

.... og mistede balancen.

Faldet føltes som en evighed i det buldrende mørke. Jeg nåede at vride min krop, så jeg ville lande på siden og nåede også at frygte at jeg ville lande udenfor madrassen. Da min skulder som det første ramte en vandret overflade, kunne jeg i et lykkeligt splitsekund konstatere, at der var madras mellem min krop og det bare gulv. Jeg krængede kroppen bagover, for at afbøde det sidste.... og lå nu lige så lang jeg var på madrassen. Jeg fik rullet mig helt om på ryggen.

Med den ene fod begynde jeg at lirke det ene bukseben ned. Bukserne rokkede sig ikke en centimeter. Jeg prøvede igen. Intet skete. De sad som limede på. De var for stramme of mine lår var for hævede. Smerten fra lårene lagde også en naturlig dæmper på mine bens bevægelser. Jeg lod begge mine ben ligge strakt og forsøgte at slappe af.

Det hjalp lidt. Sålænge jeg ikke bevægede benene, var smerten til at holde ud. Jeg opgav at få bukserne af, og håbede istedet at smerterne ville fortage sig lidt efterhånden. Jeg skulle bare lade være med at bevæge benene unødigt. Mi vejrtrækning blev roligere, min puls var også på vej ned. Jeg stirrede op i mørket... resignerende. Hvorfor lod de mig ikke gå? Nu havde jeg jo fået min straf. Hvad ville de? 

Mørket sluttede tættere om mig. Jeg vidste det var nat. Gråden begyndte at trænge sig på, samtidig med følelsen af træthed og modløshed overmandede mig.

Jeg døsede hen.

----------------------------------

Hvad der kommer ind, skal ud igen og de colaer jeg havde drukket, mens jeg ventede på at Berit og Jørgen skulle køre, var ingen undtagelse. Jeg vågnede ved følelsen af en urinblære på bristepunktet. Sikke noget pis - i ordets bogstaveligste forstand. Jeg kunne desværre ikke grine af min egen joke, for jeg var på røven nu.

Min blære gjorde næsten ondt. Den havde holdt på urinen alt for længe, det var bare først nu hvor kroppens forsvar var sat lidt ud af drift, at blæren havde begyndt at gøre væsen af sig. Og det var med renters rente, den nu gjorde sin betydning ret klar for mig. Fuck hvor skulle jeg pisse.

"JÅRGEN", skreg jeg, alt hvad jeg kunne. Totalt desperat ligeglad med de konsekvenser jeg kunne imødese fra Berit's side, ved at vække dem.

"JÅRGEN, JEG SKAL PISSE", skreg jeg igen. Og ventede..

Jeg befandt mig i en kælder i en afsides del af huset. Et ret stort hus. Deres soveværelse var på 1. sal i modsatte ende af huset. Sandsynligheden for, at de ville kunne høre mig, var lig et stort fedt NUL.

"JÅRGEN", skreg jeg igen. Desperat optimisme havde sat min rationelle tankevirksomhed ud af drift.

Intet skete. Selvfølgelig ikke. Ren reflektivt styrede jeg hænderne ned mod mine bukser. De stramme håndjern mindede mig på smertene vis om, at dette privilegie var udenfor min rækkevidde. Den barske virkelighed gik op for mig. Jeg var nødt til at lade urinen gå i mine bukser. Og det ville ske lige om lidt. Jeg kunne ikke længere holde mig.

Hvorfor helvede havde Berit også valgt at jeg skulle lænkes på denne måde? Hvorfor havde hun ikke bare lænket mine hænder hvor jeg kunne nå bukserne. Og hvorfor havde de ikke ladet spanden stå? Havde de overhovedet tænkt den tanke, at jeg skulle pisse på et tidspunkt? Idioter... Møgkælling.... Lede sæk.

Jeg kom i tanker om lårene. Hvis mine bukser blev gennemvædet af urin og det nåede ned til lårene, så ville det blive en smertefuld affære. Jeg måtte have urinen ledt væk. Jeg forsøgte at danne mig en status over pikkens positur - hvilken retning pegede den i. Jeg forsøgte at skubbe den lidt frem og tilbage ved at bevæge benene lidt. Smerterne fra lårene havde heldigvis fortaget sig, så de var ikke slemme mere. Men kom der urin på dem, ville den sag ganske givet blive helt anderledes. Jeg kom frem til, at pikken lå pegende opad, svagt visende til venstre - og i rimelig slap positur. Ergo skulle jeg ud og ligge på min venstre side. Og helst uden for madrassens kanter.

Jeg fik mig lempet ud og nåede lige at komme op på venstre side, da musklen der holder urinen i blæren gav op. Og mens jeg mærkede hvordan bukser og det nederste af trøjen blev mere og mere vådt, blev jeg ramt af en sindsygt ydmygende fornemmelse. Jeg begyndte at græde, samtidig med en lettende følelse bredte sig fra mit underliv efterhånden som blæren blev tømt. Jeg baksede mig lidt nedefter, for at forhindre at lårene blev våde. Såvidt jeg kunne mærke, lykkedes det at holde urinen oppe ved skridtet og det nederste af maven.

Så var det overstået. Stadigt grædende lagde jeg mig tilbage på ryggen, mens jeg kunne mærke hvordan min mave og underlivet blive koldere og koldere...

Jeg begyndte at tænke på Berit's reaktion, når hun så hvad der var sket. Men et eller andet sted, kunne jeg ikke finde frygten for det. Ikke lige nu.
----------------------------------------
Jeg vågnede med at spjæt, da døren gik op og lyset lige efter blev tændt. De tunge skridt ned ad trappen fortalte mig, at det var Jørgen der var på vej ned. Jeg missede med øjnene, og kiggede bagover og fik øje på ham, da han rundede hjørnet af trappen. Han var i slåbrok. I den ene hånd kunne jeg se en vandflaske og i hans anden hånd to skiver brød der var klasket sammen om et aller andet pålæg.

"Her, tag det her", sagde han dæmpet..... 

I det jeg rakte ud for at tage brødet og flasken, fik han øje på misæren og en bevægelse fra hans næseryg indikerede, at det ikke kun var synligt, men også lugtbart.

"Aj, for helvede Morten.....", udbrød han lavmælt, stirrende på gulvet og mine bukser.

Jeg kiggede desperat på ham.

"Berit er i bad lige nu", sagde han så og fortsatte: "Se at få det der spist og drukket i en helvedes fart, så skal jeg se hvad jeg kan gøre".

Jørgen rejste sig og buldrede op ad trappen igen. Jeg satte tænderne i sandwichen - kunne konstatere smagen af ost og fik drukket vandet på rekordtid. Sandwichen røg samme sted hen, næsten ligeså hurtigt.

Jørgen kom kort efter ned igen, med spand og svaber. Han begyndte at gøre gulvet rent... men så indtraf katastrofen. Klikkende trin lød på trappen. Og splitsekundet efter stod Berit og med et vantro udtryk i sit usminkede ansigt. Hun må have anet noget var galt, for hun havde kun en joggingdragt på og et par hårdbundede hjemmeslippers på. Hendes hår var stadig vådt og stod ud i alle retninger.

"Hvad fanden er der sket", spurgte hun hæst. Jørgen fortsatte sin rengøring uden et ord. 

Hun trådte et skridt frem, og med en resolut bevægelse tog hun fat i mit hår og trak op, så jeg måtte følge med i frygt for hun skulle rykke en tot ud. Hun bøjede sig ned og kiggede mig ind i øjnene.

"Har du pisset på mit gulv, dit lille modbydelige svin".... spurgte hun snerrende.

Så klikkede den for mig. Min retfærdighedsfølelse satte al fornuft ud af drift. Jeg svarede igen:

"Ja, hvad fanden havde du forestillet dig jeg ellers skulle gøre, når jeg ligger på denne her måde!"

Der blev helt stille. Jørgen nærmest frøs til is i sin bevægelse med gulvmoppen. Berit slap taget i mit hår og stirrede på mig.

"Jørgen", sagde hun stille... "slip det der, kom herhen, tag kæden så hans hænder er væk fra hans overkrop".

Jørgen parrerede ordrer. Stillede sig med fødderne bag mit hovede, tog fat i kæden og løftede mine hænder væk fra overkroppen.

Berit gik over til den anden ende af lokalet, samlede ridepisken op og kom tilbage. Hun havde et iskoldt udtryk i ansigtet. Hun førte pisken ind mellem sin højre overarm og overkroppen, bøjede sig ned, og trak min trøje op over mit ansigt, så overkroppen var blottet. Og jeg intet kunne se.

Jeg hørte hende sige: "Du er en modig ung mand, det må jeg lade dig".

Og så haglede slagene nedover min bare overkrop. De første ramte mig på siden. Jeg vred skrigende siden væk, kun for at hun ramte min mave og brystkasse. Jeg skreg endnu mere. Hun slog af al kraft og slagene kom hurtigt efter hinanden. Jørgen holdt godt fast i kæden... der var ingen hjælp at hente hos ham. Han fulgte dog mine bevægelser, da jeg desperat tiggende, bedende forsøgte at skjule min mave og vendte mig om. Langt væk kunne jeg høre hvordan pisken hvislede gennem luften, kun for at anbringe det ene sindsygt smertende slag efter det andet på min krop. Min skrig blev hæse og jeg kunne mærke jeg begyndte at blive svimmel og få kvalme.. 

Hun holdt inde. Jeg kunne høre hun smed pisken på gulvet. Trøjen blev atter krænget ned og hendes ansigt viste sig, lige foran mit. Hun var lidt forpustet.

"Betragt det som betaling for det svineri du har lavet. Din flabethed snakker vi om lidt senere", sagde hun og kiggede derefter op på Jørgen.

"Få ham gjort ren, han stinker værre end en svinestald". 

Jørgen slap grebet i kæden og sagde: "Jamen så er jeg nødt til at tage ham med op....."

Han nåede ikke at gøre sætningen færdig. Rundsaven startede op:

 

"Jeg er pisseligelad med hvad du gør. Få det svin gjort rent. Og smid den pis-befængte madras ud.."

 

Hun drejede rundt på hælen og forsvandt med hastige skridt op ad trappen. Jørgen stillede sig bag mig, bukkede sig ned og lempede sine underarme ind under mine. Forsigtigt lempede han mig op på højkant. Min overkrop smertede efter slagene og øjnene sved fra tårene. Jørgen gik over til stolpen og låste kæden fri.

 

"Jørgen... vil du ikke nok hjælpe mig. Få  mig væk herfra. Jeg har fået hvad jeg fortjente... jeg beder dig...", jeg begyndte at græde igen.

 

"Morten, tag det nu roligt", svarede Jørgen blidt. - "At begynde at græde giver blot Berit næring. Lad hende ikke se det. Træk vejret, så går vi op ovenpå". Hans ord beroligede mig lidt.

 

Han pegede på mit skridt: "Skal du mere og andet end det der", spurgte han roligt. Jeg nikkede.

 

"Hvad har I tænkt jer at gøre ved mig? Hvorfor vil I ikke lade mig gå".... 

 

"Hør her Morten. Lad nu tingene gå deres gang, så er du væk herfra i løbet af idag, det lover jeg dig. Men lad være med at være svare Berit igen. Det kommer der ikke noget godt ud af. Hører du", spurgte han.

 

Jeg nikkede.

 

"Godt. Kom så". Han havde al kæden i den ene hånd og begyndte at gå. Jeg fulgte naturligt med.

 

Vi gik igennem huset. Det var lyst udenfor. Vi gik gennem køkkenet, ud til gangen med trappen og videre ud. Der var et lille toilet med bad. Ikke særligt stort. Vi stoppede foran døren. Jørgen stak hånden ned i lommen på sin slåbrok og fiskede nøglen til håndjernene op. Han befriede mine hænder. En skøn fornemmelse. Så trak han mig ind på det lille badeværelse og låste enden af kæden fast under håndvasken. Jeg kiggede op på det lille vindue. Der var ingen chance for at klemme sig ud af det, så jeg kunne regne ud at Jørgen nok ikke ligefrem ville stå udenfor badeværelset og vente på mig. Han stillede sig ved siden af mig:

 

"Vi skal have trøjen af dig. Jeg er nødt til at løsne dig, så jeg kan få den krænget af uden at ødelægge den. Men det mindste forkerte spjæt fra dig, så ligger du nede på gulvet og så flår jeg trøjen af istedet. Ok?"

 

Jeg nikkede. Jørgen låste kæden op. Han stod mellem døren og mig. At passere forbi ham, ville være umuligt. At vælte ham endnu mere umuligt. Jeg trak min trøje over hovedet og smed den på gulvet..... og fik kæden på igen. Denne gang lige knapt så stramt. Godt Berit ikke var der. Hun var gået amok.

 

"Gør så det du skal. Og gå i bad bagefter. Berit har ret, du lugter faktisk ikke særligt godt. Men jeg bebrejder dig ikke. Det var ikke din fejl. Men det er vigtigt for dig, at du ikke svarer Berit igen på den måde, ikke?" 

 

Jeg nikkede. Jørgen forsvandt ud af døren og lukkede den efter sig. En nøgle blev sat i døren låst. Jeg stod lidt apatisk og rådvild et stykke tid. Jørgens ord havde beroliget mig. De vile slippe mig fri idag. Men min mave snørrede sig hurtigt sammen, da spørgsmålet meldte sig: "Hvad skulle der ske, inden da?" Modløst trak jeg forsigtigt min bukser ned. Lårene var stadig ømme og da jeg så dem, fik jeg et chok.

 

De var hævede overalt, nærmest blåviolette og flere steder var der overfladiske revner i huden, hvor det var blødt fra. Berit havde virkeligt slået til. Der ville gå lang tid, før de lår så normale ud igen. Det var en befrielse at få bukserne af. Jeg besigtigede min overkrop. Der var rigtigt mange hævede og dybt-røde striber, men eftersom hun ikke havde ramt det samme sted flere gange pga mine bevægelser, var huden ikke bristet nogen steder. Men striberne var godt ømme.

 

Jeg satte mig på toilettet og fik klaret mine nødtørftigheder, rejste mig op og gik ind i brusenichen. Kæden kunne lige akkurat nå. Jeg lod det kolde vand risle ned over mine lår. Det var en ubeskrivelig lettende fornemmelse. Derefter gjorde jeg resten af kroppen våd og fik den vasket grundigt overalt. Jeg måtte give Jørgen ret.... jeg lugtede ikke godt.

 

Jeg kiggede atter op på det lille vindue. Det var ganske udelukket. Så kiggede jeg under håndvasken hvor kæden var gjort fast. Måske kunne jeg rykke den løs og slå døren ud. Berit og Jørgen ville helt sikkert høre støjen. Hvor langt ville jeg kunne løbe, med den tunge kæde inden jeg blev indhentet? Jeg samlede kæden op og forsøgte at gætte mig til hvor meget den vejede. Måske 10 kg. Og jeg ville være nødt til at have den i den ene hånd. Og hvad hvis de fangede mig... og det var der meget stor sandsynlighed for... inden jeg nåede op til vejen? Hvad ville de gøre som straf? Ville jeg overhovedet slippe afsted? Min mave krympede sig. Der var ingen andre end mig selv, der vidste jeg var herude!!!

 

Jeg var SÅ meget på røven. Jørgen var sød overfor mig, gjorde mig ikke noget og havde prøvet at beskytte mig et par gange. Men der var ingen tvivl om, at han ikke ville lade mig slippe afsted før Berit havde besluttet det.

 

Jeg var nødt til at stole på Jørgens ord. Hvis jeg opførte mig pænt, prøvede at undskylde overfor Berit... Måske de lod mig gå. Berit måtte have et hjerte inde bag hendes iskolde ydre. Jeg måtte prøve..

 

 

4 - Forhøret

 

 

Der gik lang tid, inden jeg kunne høre trin nærme sig døren. Måske en time, jeg kunne ikke sige det med sikkerhed... Jeg kunne høre at det var begge to der kom. Lyden af stilethæle knaldede hårdt ned i gulvet og kom nærmere og nærmere og jeg kunne høre Berits stemme. Hun talte lavmælt til Jørgen. Jeg sad på toilet låget og ventede, men rejste mig op, da døren blev låst op.

 

Det var Jørgen der åbnede døren. Han fyldte hele døråbningen, men jeg kunne ane Berit omme bagved. Uden et ord gik Jørgen over til håndvasken og låste kæden op. Han samlede den sammen og skubbede mig forsigtigt ud til Berit som ventede udenfor.

 

Hun havde ikke spildt tiden, mens jeg havde været i bad. En kraftig make-up og en blodrød læbestift der markerede hendes fyldige læber. Hun havde en hvid tanktop der sad tæt på hendes velplejede overkrop. Også idag havde hun taget de sorte, stramme læderbukser på og et par meget højhælede læderstøvler. Hun stod med hænderne i siden og så meget afventende ud.

 

Jørgen stillede mig lige foran hende. Jeg skulle åbenbart tages i besigtigelse. Et lille smil viste sig om hendes mund.

 

"Nej, hvor er du dog blevet fin nu. Og så ligner du jo nærmest Dannebrog med alle de røde farver du har fået", sagde hun. Hun lagde den ene hånd på min mave og lod den følge med, mens hun gik rundt om mig. Hun bøjede sig fremover og snusede til mig.

 

"Og nu lugter du heller ikke af pis mere.. Du har sgu gjort dig umage, min lille sengevæder". Tonefaldet blev lidt hånligt. Det var nu eller eller aldrig.

 

"Berit, jeg beder dig. Tilgiv mig, det var forkert det jeg gjorde og straffen har været velfortjent. Jeg fortryder det rigtigt meget og lover jeg aldrig vil gøre det igen......"..

 

Ordene og bønnerne væltede ud ad munden på mig og jeg var lige ved at begynde at græde igen.

 

Berit kiggede på mig og hendes kolde øjne begyndte at mildne. Jeg var ved at nå ind til hende. Hun smilede blidt og løftede sin pegefinger op for mine læber. Jeg tav.

 

"Du mener det virkelig, Morten? Du fortryder din gerning?", spurgte hun stille. Jeg nikkede. En følelse af lettelse begyndte at brede sig i min krop. Jørgen var helt tavs.

 

"Så må det være fair du går ned på knæ", sagde hun og pegede ned i gulvet. Jeg kiggede tøvende på hende.

 

"Ned på knæ, Morten. Vis mig at du fortryder", sagde hun bydende. Hendes pegefinger vippede op og ned. Jeg lod mig falde ned på knæ foran hende og kiggede lige ind i hendes læderklædte skridt.

 

"Ned og kys mine støvler og bed om forladelse igen, Morten", sagde hun så. Jeg bukkede mig hele vejen ned til hendes højre støvlespids og kyssede den.

 

"Om forladelse Berit, tilgiv mig", fik jeg fremstammet. Det her var ufatteligt ydmygende, men hvis det var min vej ud, så måtte jeg bide skammen i mig.

 

Berit var ikke tilfreds: "Kom nu... slik min støvle. Det der tantekysseri er jo ynkeligt. Ud med tungen, Morten. Og bed om min nåde". Hun nød det tydeligvis.

 

Jeg kappede den sidste rest af selvrespekt af mig, stak tungen ud og begyndte at slikke det glatte læder på oversiden af hendes støvle.

 

"Også den anden støvle, Morten", kom det oppe fra Berit.. "og husk nu: Bed om nåde". Jeg flyttede mit hovede over til venstre støvle og begyndte at slikke. Jeg anede ud ad øjenkrogen at hun løftede højre fod. Og den placerede hun på min ryg, med hælen i nakken og tvang mit hoved hårdt ned. Jeg stønnede af smerte, men fortsatte med at slikke.

 

"BED OM NÅDE, DIN LILLE INKONTINENTE LORT", kom det højt og skarpt.

 

Så gik det op for mig. Hun legede med mig. Berit var slet ikke færdig med mig. Det her var bare sjov for hende og hun havde på ingen måde tænkt sig at slippe mig endnu. Jeg havde slet ikke hørt efter Jørgens advarsel nede i kælderen. Hun tændte på det her. Hælen borede sig ind i nakken og min mund blev trykket helt ned over hendes støvlespids...

 

"KOM SÅ. LAD MIG HÅRE DIG"... Hendes hæse stemme skar igennem smerterne.

 

Jeg fik vippet hovedet lidt til side og det lykkedes mig at mumle: "Nåde, Berit... jeg beder dig om nåde".

 

Hendes hæl forsvandt fra min nakke. Jeg næsten faldt til siden, men nåede knapt at lande på gulvet, inden kæden strammedes om halsen og tvang mig op og stå. Berit slog en høj, skraldende latter op.

 

"Nåde Berit, jeg beder dig om nåde", parodierede hun hånende. Og grinte højt igen.

 

"Få ham ned i kælderen, Jørgen". 

 

Jørgen skubbede mig foran sig. Jeg kom pludselig i tanker om, at jeg var helt nøgen. Ikke en trevl på kroppen. Jeg stoppede og kiggede på Jørgen.

 

"Kan jeg ikke få en trøje og et par bukser på, Jørgen?" Jørgen gik forbi mig så han pludselig var foran mig.

 

"Hold nu op Morten og følg med. Hvorfor fanden hørte du ikke efter hvad jeg sagde før? Hvad skulle det der show ude i gangen til for? Du gør det hele tiden værre for dig selv. Følg så med"..

 

Han trak lidt i kæden. Vi nåede til trappen ned til kælderen. Han stillede sig lidt til side og med en bydende bevægelse med sin højre hånd lod han mig forstå, at jeg skulle gå forrest ned i kælderen.

 

Jeg føjede ham og gik ned ad trappen, med ham lige bag mig. Vi nåede ind midt i rummet. Jeg lagde mærke til madrassen var væk.

 

"Stå stille Morten og kig over mod døren", sagde han. Jeg gjorde som han sagde og kiggede over mod den mystiske dør. Han rodede med noget bag mig, lagde kæden på gulvet og stillede sig bag mig.

 

"Morten, du får en hætte på hovedet nu. Lad være med at trække dig væk. Den er ikke farlig", sagde Jørgen.

 

Jeg ville bøje hovedet forover, men Jørgen var resolut. En læderhætte blev trukket ned over mit hovede. Åjnene var blændet af, men der var lufthuller til både næse og mund. Hætten blev strammet helt til omme bag i nakken, så den sad som sprøjtemalet på.

 

"Godt, gå fremad", sagde Jørgen. Han havde en hånd på min ene skulder, så jeg gik i den rigtige retning. Jeg kunne høre døren blev åbnet og jeg blev ført ind i rummet. Der var lidt lunere derinde. Jeg kunne mærke et flise eller klinkegulv under mine fødder. Der var tydeligvis installeret gulvarme. Vi gik 3-4 skridt.

 

"Stop her og spred dine arme ud til hver sin side", sagde Jørgen. Jeg stoppede, men tøvede med armene.

 

"Morten, jeg prøver at være venlig og tålmodig med dig. Jeg kan godt lide dig, men du skal ikke tvivle på at jeg vinder det her slag. Og jeg tøver ikke med at bruge magt. Få så de arme op".

 

Mit hjerte sank fuldstændigt. Jørgen var på ingen måde allieret med mig eller nogen for for forsvars-advokat. Han var ligeså meget en del af det. Resignerende spredte jeg armene ud. Jørgen stod på min højre side. Jeg kunne høre kæder der raslede og mærkede noget kraftigt blive bundet stramt om mit håndled. Det var en kraftig læderrem. Da han slap, blev min arm hængende i luften, stadig vandret. Han gik over på min venstre side. Også her blev en kraftig læderrem spændt om det venstre håndled.

 

Så kunne jeg høre ham foran mig. Han forsvandt ned foran mig kunne jeg fornemme. En læderrem blev gjort fast om hver af mine ankler. Han rejste sig op og gik over i den venstre side af lokalet. Jeg kunne høre en lille summen og mærkede at mine arme blev trukket skråt opad i hver sin retning. Han stoppede, mens jeg stadig kunne bøje mine albuer let.

 

En ny summen lød, og mine ben blev trukket i hver sin retning, lige indtil jeg stod som et X. Jeg begyndte at trække vejret hurtigt, angsten begyndte at vende tilbage med fuld drøn.

 

Hvad skulle der ske? Jeg stod ikke udstrakt stramt. Kunne stadig støtte på fødderne og bøje albuerne lidt. Men jeg var fuldstændigt hjælpeløs igen. Jeg kunne høre at Jørgen atter stod foran mig. Han åndede tungt. Pludselig mærkede jeg hans hænder på hver sin side af min overkrop. De strøg op og ned, ganske blidt. Min krop gav et kæmpe ryk af det chock jeg fik. Angsten overvældede mig tog fuldstændigt pippet fra mig.

 

"Jørgen, hvad fanden laver du? Lad være med det der, vil du ikke nok"... min angst lyste igennem min bøn. Jørgens åndedræt blev endnu tungere og hans ene hånd fandt ned mod mit skridt. Hans hånd havde lige fundet vej ned under mine kønsdele og skulle til at lukke sig om dem, da Berits høje hæle mod trapperne stoppede ham. Jørgen flyttede sig med det samme. Mit hjerte hamrede afsted og jeg kæmpede for at få styr på mit åndedræt.

 

Berit var nået helt ind i rummet. 

 

"Har du pillet ved ham, Jørgen", spurgte hun.

 

"Lidt. Ikke ret meget, skat", svarede han ovre fra væggen.

 

Hun kommenterede ikke yderligere. Mit åndedræt og pulsen kørte for fuld skrue.

 

"Det er ok, Jørgen", sagde hun. Jeg kunne høre at Jørgen forsvandt ud af rummet og lukkede døren. Berit gik rundt i rummet. Hendes høje hæle lød som pistolskud, hver gang de ramte gulvet. Hun rodede med nogle ting i hjørnerne af rummet. Efter lidt tid i alle 4 hjørner, kom hun over til mig. Jeg kunne dufte hun stod lige foran mig. Hun havde en superskarp parfume på. Havde det være en pige på min egen alder og på en normal date, ville duften være gået lige i løgene på mig.

 

"Du har en dejlig krop, Morten", sagde hun. "Jeg lagde mærke til den, allerede igår da jeg tæskede dine lår. Det var en fornøjelse at høre dig skrige". 

 

Jeg sagde ingenting. Koncentrerede mig om at trække vejret roligt og ikke panikke. Hun stillede sig om bag mig og trak mit hovede bagover, så hendes mund var tæt på mit øre.

 

"Skal jeg fortælle dig en hemmelighed, Morten.... Jeg bliver liderlig af at piske små drenge som dig. Drivende liderlig. Jo mere de vrider sig og skriger af smerter, jo mere sejler min kusse"...

 

Jeg svarede hende ikke. 

 

"Ved du hvad jeg gjorde, da jeg var færdig med dig i aftes? Jeg gik op og gennemkneppede Jørgen. Kunne du høre da jeg skreg af min orgasme?"

 

Jeg rystede på hovedet.


"Nej, det kunne du nok ikke. Du havde sikkert travlt med at tænke over, hvor dumt du har båret dig ad. Men hvad tror du jeg gjorde igen til morgen, da jeg havde lavet de her lækre striber på din dejlige overkrop? Mmmh? Jeg kneppede Jørgen igen. Men den stakkel gør jo alt hvad jeg siger. Og han får kun de udløsninger, jeg tillader ham at få. Og han fik NADA, hverken igår eller idag. Så han er spræng liderlig Morten"...

 

Det føltes om om, min mave blev til beton. Jeg var ved at være rigtigt bange. Berit kunne se det. Hun slog en høj latter op og gik med smældende hæle over til væggen.

 

Det summede igen fra en lille el-motor og jeg kunne mærke mine arme blive strukket helt ud, til læderremmene begyndte at gnave og jeg næsten skulle løfte mig op på tæer. Jeg stønnede af delvist smerte og delvist kraftanstrengelse. Bagved kunne jeg høre døren gå op og blive lukket i igen.

 

Berit kom over til mig igen og stillede sig foran mig. Med et snuptag fjernede hun klapperne for mine øjne.

 

Hun kiggede mig direkte ind i øjnene. Hendes smil var væk og hendes øjne var kolde som tør-is. Hun havde iført sig en stram, sort læderjakke, med et bredt bælte lige over hoften, så det så ud som om at bukser og jakke var en hel læderdragt. Jakken var nedringet, så hendes kavalergang trådte frem.

 

"Ja Morten, syntes du ikke jeg har klædt mig fint på? Det er nu ikke for din skyld. Det er for Jørgens. Og idag skal bliver du også til en filmstjerne", sagde hun og pegede rundt i lokalet. 

 

Jeg kunne ane et kamera i hvert hjørne foran mig. Men udfra hendes håndbevægelser og pegefinger kunne jeg forstå, at der var 2 mere bag mig.

 

"Jørgen og jeg elsker jo at se film, hvor jeg piner drenge som dig. Normalt må vi jo ty til internettet og finde masochister. Men de har jo altid en grænse man skal respektere og bla bla bla"

 

Berit kiggede mig dybt i øjnene og sagde: "Det er jo lidt anderledes med dig, ikke?"

 

Jeg kunne høre en bevægelse omme bag mig, men kunne ikke se bagud. Men jeg var ikke i tvivl om, at det var Jørgen der sad deromme.

 

"Nu skal vi to lige have en lille sludder først, Morten", sagde Berit med en ildevarslende stemme. 

 

Bag hende stod et lille bord. Der lå en pakke Rød Look. Hun tog den, fandt en cigaret og stak den mellem læberne halvejs ude i den ene mundvig. Hendes læber lukkede sig tæt om filteret. Hun smed pakken tilbage på bordet, fandt en lighter og tændte den, tog et dybt drag og tog den mellem højre pege- og langefinger. Hun pustede røgen lige i hovedet på mig. Jeg hostede lidt og kunne se hun smilede lidt.

 

Så stak hun atter cigaretten mellem læberne, og fiskede et par korte kørehandsker i sort læder op fra lommerne i læderjakken. Langsomt tog hun dem på, mens hun kiggede på mig gennem røgen fra cigaretten. Hun tog et nyt drag, men beholdt den i mellem læberne, mens hun vendte sig om og tog noget omme på det lille bord. Og vendte sig atter om mod mig.

 

Hun holdt de to ting oppe foran mig så jeg kunne se hvad det var. Det var to takkede kabelklemmer på størrelse med en pegefinger. Hun åbnede og lukkede dem et par gange, så jeg kunne se hvor stramme fjederen var.

 

"Jeg vil være rimelig overfor dig og give dig en chance til at svare på mine få spørgsmål, Morten". Cigaretten vippede i hendes mundvig når hun talte. 

 

Jeg svarede ikke.

 

"Godt, første spørgsmål: Hvordan kom du ind?"

 

"Gennem vinduet i den lille grøntsagskælder. Vinduet er aldrig lukket", svarede jeg. 

 

"Godt Morten, det går jo fint det her. Den havde vi ikke gættet, vi troede faktisk du havde fabrikeret en nøgle. Smart træk af dig"... Hun tog et drag af cigaretten og askede den i et lille askebæger på bordet.

 

Og spurgte: "Hvem var med til at planlægge det her, Morten?"

 

"Det gjorde jeg selv, jeg er alene om det", svarede jeg.

 

Berit stak cigaretten i mundvigen. Hun havde en kabelklemme i hver sin behandskede hånd og uden yderligere omsvøb, satte hun dem på hver sin brystvorte og lettede på fjederen så de bed sig ind i kødet. Samtidig drejede hun dem 90 grader. Smerten var ubeskrivelig. Som en knibtang der er ved at klippe brystvorterne af. Jeg prøvede at trække mig væk, skrigende vildt af smerte. Berit havde lagt hovedet lidt på skrå, så cigaretrøgen trak væk fra hendes øjne. Hun tog et nyt drag og trak samtidig i klemmerne. Det sortnede for øjnene, mit skrig var desperat. Så fjernede hun atter klemmerne, tog et drag af cigaretten og askede den igen.

 

Vendte sig atter mod mig: "Hvem var med til at planlægge dit indbrud Morten".... Jeg rystede grædende på hovedet.

 

Berit stak atter cigaretten mellem de blodrøde læber og åbnede klemmerne. Jeg nåede lige at høre en knirkende lyd fra læderjakken inden hun klemmerne i mine brystvorter igen. Hun drejede dem med det samme. Jeg ruskede desperat i læderremmene om mine håndled, men de var i tykt læder. Jeg skreg og skreg. Så fjernede hun dem igen.

 

Tog et nyt drag af den halvejst røgede cigaret og askede den igen.

 

Jeg stod stønnende af smerte og hyperventilerede. Hun lagde klemmerne på bordet og vente sig om mod mig.

 

"Vi holder en lille pause med klemmerne. Jeg er ellers rigtig glad for at bruge dem, men det er sjældent jeg får lov. Men du har lidt gæld til mig for din flabethed imorges. Den kan vi jo lade indgå i vores lille hyggelige snak".

 

Jeg ænsede dårligt hvad hun sagde. Havde travlt med at få styr på åndedrættet. Mine brystvorter føltes som om de hang i nerveenderne 3 cm ude fra kroppen.

 

Hun stillede sig helt tæt på mig på min venstre side, så hendes læderklædte krop kom helt ind til min nøgne hud. Hun skubbede, så jeg hang lidt til højre og ikke kunne bevæge mig yderligere. Hendes højre arm fandt rundt om kroppen og havde fat ved min højre hofte. Så holdt hun sin behandskede hånd med cigaretten mellem tommel-og pegefinger op foran mit ansigt.

 

"Det her har jeg altid drømt om at gøre, Morten"... Hendes mund var tæt på mit ansigt og jeg kunne lugte hendes tobaks-ånde. Hendes læderjakke knirkede dovent, da hun bevægede hånden ned foran min brystkasse. Jeg forsøgte at ruske, men hun flyttede sin højre arm fra min hofte og op til mit hovede, hvor hun tog fat i lædermasken og tvang hovedet bagover, med en hård bevægelse.

 

En ufattelig smerte ramte mig nede på min venstre brystkasse... og den blev ved. Hun brændte mig med cigaretten. Jeg skreg højt.

 

"HVEM PLANLAGDE DU DET HER SAMMEN MED, MORTEN"... råbte hun ind i øret på mig. Hun havde flyttet cigaretten og satte igen gløden mod huden. 

 

Jeg skreg alt hvad jeg kunne: "DET ER KUN MIG, JEG SVÅRGER".... Hun flyttede cigaretten igen. Tog et drag af den.

 

Og satte den atter mod huden

 

"HVEM SKULLE KÅBE TINGENE", råbte hun gennem mine smerteskrig... Hun gav mig ikke mange chancer. Det begyndte at svimle for mig, og jeg var lige ved at brække mig af smerte.

 

Hun fjernede sin cigaret fra min brystkasse.

 

"Kom så Morten.... Fortæl. Hvem skulle købe mine smykker"?

 

"Jeg ville tage dem med ind til København og se om jeg kunne sælge dem derinde"....

 

Hun tog et drag af den næsten færdig røgede cigaret. Lænede sig mod mig med al sin vægt og trak mit hovede bagover.

 

Så pressede hun skoddet ind mod min højre brystkasse. Jeg mistede fodfæstet et øjeblik, mit maveinhold nåede mit svælg, men jeg nåede lige at kontrollere det, inden jeg skreg smerten ud i rummet igen. Berit slap sit tag i mig, gik over lagde det slukkede cigaretskod i askebægeret. Lugten af brændt hud nåede mine næsebord. Jeg hulkede af smerte.

 

"Ved du hvad Morten, jeg tror på dig".

 

 

...................fortsættes...............

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Skal da love for at Morten er kommet på den.

God og fængslende læsning, hvor man glæder sig til fortsættelsen.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Tak for kommentaren. 

 

..... og Morten har det værste og derefter det bedste tilgode ;-) Der går lige lidt tid - nogle detaljer skal ændres....

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Dejlig fortælling, Morten kan godt holde til at være natten over bundet op som et X, og lad ham endelig have den stramme maske på lukket til ved øjnene og munden kneblet så han kan stå i uvished og lide.

 

I løbet a natten kan du sende Jørgen ned som han hæve Morten op så han hænger i sine håndled og ikke støtter med fødderne på gulvet, og efter nogen tid kan han sænkes lidt så han står på tæer og på den måde kan hvile sig lidt.

 

Sæt en flaske over hans hoved med vand som langsomt løber ned i halsen på ham via en slange, så han får væske langsomt ned i kroppen, og det skal selvfølgelig være så meget vand han får, at han på et tidspunkt må pisse ned af sine ben og ned på gulvet.

 

Jørgen skal ikke gøre rent efter det svineri, her må han imorgen tidlig tvinges ned på alle 4 og slikke gulvet rent - så han lærer hvad nedværdigelse er for en skide tyveknægt!

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Selvom jeg ikke tænder på smerte, så er det en spændende historie... pyha. :)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!


Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.


Log ind nu