Tyven 1 - Inbruddet, En Vrre Lorteplan..

3 indlæg i dette emne

Jeg begyndte at fryse. Mørket var begyndt at falde på og som lyset fra solen forsvandt, tog det også de lune grader med sig. Jeg kiggede atter over den lille forhøjning. Søgte først bilen. Den stod der stadig. Så fangede mit blik hoveddøren, men den var også lukket.

Skulle de for fanden ikke snart afsted. Jeg kiggede på uret, det viste 1935. Receptionen var sat til at skulle starte kl 2030, så de måtte da for fanden være på vej ud af huset.

Berit og Jørgen var gift og ejede en lille restaurant inde i byen. Det havde de gjort i 10 år nu. Jørgen stod i køkkenet og fungerede som køkkenchef. Han var eminent til at lave mad. Berit var så værtinde og i mine øjne en led kælling. Hun drev personalet hårdt og havde et sindsygt heftigt temperament og en stemme der alene kunne skære samtlige nerver i rygmarven over, når hun hævede den. Og det gjorde hun ofte.

Jeg havde arbejdet der for 4 år siden som 16 årig. Jeg var opvasker, et dårligt betalt men det var trods alt bedre end slet ingen fritidsjob.

Jeg blev fyret efter 3 måneder. Der manglede en aften 100 kr i kassen ved optælling og Berit's datter bedyrede, at det ikke var hende der havde taget de penge. Og ej heller regnet forkert. Mistanken faldt omgående på mig, men de kunne ikke bevise det. Men 16 år, ingen fagforening og med en masse andre 16 årige stående i kø efter mit job.... Jeg fik besked på at skrubbe af. De 100 kr blev trukket fra min sidste løncheck. Og jeg havde ikke engang taget dem.

Den altid rare Jørgen havde forsøgt at holde hånden over mig og tale Berit til fornuft, men hun havde været helt hysterisk og ville til at gennemrode mine lommer. Der lå faktisk en 100 kroneseddel, men den kom et helt andet sted fra. Og slet ikke fra hendes kasse.

Det sidste jeg hørte hende skrige bag mig, da jeg gik ud ad døren var, at jeg skulle være glad for at hun ikke meldte mig til politiet. Dengang tænkte jeg, at det nok også var meget godt, jeg stod dårligt og havde i det mindste mulighed for at finde et andet arbejde. Men det var slut med at arbejde i restaurationsbranchen.

Nu 4 år senere, arbejdsløs, manglede penge, skyldte penge, lå jeg så bag en lille høj i et skovbryn, med en perfekt udsigt over til Jørgen og Berits hus. Huset lå lidt uden for byen, helt uforstyrret. Her havde de boet i de sidste 6-7 år. Restauranten gik rigtigt godt, hvilket nok primært måtte skyldes Jørgens madlavning. Fra lokalavisen vidste jeg, at der var reception i anledning af deres 10 års jubilæum. Og da jeg så læste artiklen, tegnede sig en plan.

Jeg ville hente Berits smykke-samling. Den burde være nem at omsætte. Jeg skulle bare ind og hente den, ligeså snart de var ude af huset. Jeg havde minimum 2-3 timer for mig selv i huset, så tiden var ikke noget problem. Hund havde de ikke, Jørgen var allergisk over for pelsdyr. Så det eneste der kunne forhindre mig i at komme ind, ville være hvis de indenfor de sidste 4 år havde installeret tyverialarm. Jeg vidste hvor jeg kunne komme ind. Jørgen serverede altid nye kartofler fra egen have nær denne årstid og ofte gravede han op til flere dage. Han opbevarede dem nede i en lille kælder, med et halvåbent vindue. Jeg havde tit været med ham ude for at hente kartofler og grøntsager, da jeg arbejde for dem. Den eneste vej ned i kælderen, var fra entreen. Så kunne jeg komme ind ad vinduet, så var adgangen til resten af huset serveret på et sølvfad for mig. 

 

Det her kunne bare ikke gå galt.

Hvis jeg brød ind gennem de andre vinduer, ville indbruddet blive opdaget med det samme når de kom hjem. Min plan var, at indbruddet først skulle opdages, den dag Berit skulle bruge sine smykker. Og medmindre hun havde allesammen på idag, så ville det blive et godt udbytte, der først ville blive opdaget imorgen eller endnu bedre... om flere dage. Ikke at det havde nogen betydning, det var bare tanken om at jeg havde taget røven på hende, der morede mig.

Jeg gravede ned i min rygsæk med venstre hånd og fandt en af colaflaskerne. Den var stadig halvt fyldt. Jeg drak resten i én slurk. Jeg nåede lige at få skruet låget på, da jeg hørte en lyd ovre fra huset. Det var hoveddøren der gik op.

Der var mindst 100 meter derover. Alligevel standsede alle mine bevægelser af frygt for at blive hørt. Berit kom først ud og Jørgen lige efter. Ud fra hendes påklædning at dømme, måtte restauranten gå særdeles godt. Hun havde en halvlang hvid pels på. Jørgen havde en læderjakke på, det havde han altid. Jeg kunne høre hendes skridt, ned til bilen. Hælene klikkede højt ned i fliserne.

 

Jørgen låste døren og skyndte sig efter Berit, overhalede hende med trippende skridt og nåede hen til bilen før hende. Han åbnede galant døren for hende. Hun sagde et eller andet til ham og satte sig forsigtigt ind, med begge hænder fat i pelsen, så den ikke rørte bilen. Jørgen smækkede døren efter hende og gik mere roligt om til førersiden af bilen, åbnede døren og satte sig ind. Han måtte bøje nakken meget, for at få hovedet med, uden at ramme det øverste af døråbningen. Han var en stor mand... såvidt jeg kunne se, var han ikke blevet mindre de sidste 4 år.

 

Jeg hørte bilen starte og så lygterne blive tændt. Langsomt gled bilen ud af den lille gårdsplads og snart kunne jeg kun se baglygterne forsvinde ned ad grusvejen der førte bilen ud til hovedvejen.

 

Det var næsten mørkt. Jeg overvejede om jeg skulle vente 20 minutter, til det var helt mørkt. Jeg kunne tage min trøje på, den lå i rygsækken. Adrenalinen begyndte at pumpe og pulsen steg lidt. No way... det var nu.

 

Jeg greb min rygsæk, rejste mig op og kiggede ud til siderne. Totalt åndsvagt, de nærmeste naboer boede minimum 2 km væk og der var ingen der gik herude for at lufte hunde. Jeg satte i løb over mod huset. Først skulle jeg rundt og tjekke vinduerne for alarmmærkater. Jeg stoppede op igen. Jag måtte lige have min lygte op fra rygsækken. Jeg fandt den i forreste rum, krængede rygsækken på igen og fortsatte over til huset. Jeg tjekkede indkørslen og grusvejen inden jeg tændte lygten og begyndte at gå med hastige skridt rundt om rødstenshuset, mens jeg lyste på vinduerne.

 

Der var, som ventet, ingen mærkater at se. Jeg fortsatte om på vestsiden af huset. Der lå kælderen. Jeg rettede lyset ned mod soklen, hvor jeg vidste vinduet skulle være og fandt det næsten med det samme.

 

Det stod på klem. Jeg knælede ned foran det, lagde lygten på jorden og krængede atter rygsækken af. Jeg kunne stadig se en lille smule i tusmørket. Jeg fandt den lille skruetrækker frem. Lempede spidsen ind ad vinduet, mens jeg rettede lygten mod haspen med venstre hånd. Skruetrækkeren kunne uden problemer nå og med en lille let bevægelse, vippede jeg haspen op. Ingen problemer. Med lidt held, skulle jeg nok også kunne få haspen på igen, når jeg forlod stedet. Jeg smilte ved mig selv. Den her plan var perfekt.

 

Tid til at få elefanthuen og gummihandskerne på. De lå i en lille lomme i rygsækkens store rum. Jeg fik huen på og med lidt besvær bakset handskerne på mine hænder. Jeg burde have en medalje for at have taget højde for alt. Huen var vist mest spil for galleriet, det var de færreste der havde videoovervågning i deres hjem. Og da slet ikke Jørgen og Berit.

 

Jeg åbnede vinduet helt. Det gik op med en svag knirken. Fik fat i min rygsæk og smed den ned på gulvet i kælderen. Jeg lyste derned, for at sikre mig, at der ikke var noget under vinduet, der kunne gå i stykker. Der var fri bane. Jeg lyste lidt ud til siden for at være sikker på, at bordet stadig stod på en måde, så jeg kunne nå vinduet, når jeg skulle ud igen. Ellers måtte jeg bruge en stol eller skammel, det var ikke vigtigt. Jørgen ville ikke lægge mærke til det.

 

Jeg lagde lygten på græsset og krængede benene ind ad vinduet og lod mig glide ned. Jeg rakte ud og fik fat i lygten og trak derefter vinduet i. Tog min rygsæk på og lyste lidt rundt i kælderen. Der var ingen kartofler, det var stadig for tidligt på året, så alle bordene stod tomme, bortset fra nogle kasser hist og her. Jeg lyste over til trappen op til døren og gik derover.

 

Mit hjerte begyndte at banke lidt hårdere i spændt forventning. Ville døren være låst eller ikke? Jeg gik langsomt op ad trappen. Lige før døren tog jeg en dyb indånding... trykkede ned i dørhåndtaget og skubbede til døren.

 

Den gik lydløst op. Jeg var inde i husets entre.

 

Til venstre for mig var hovedøren og til højre lå trappen op til 1. salen og deres soveværelse. Det måtte være det første sted at lede. Jeg lyste op ad trappen og begyndte at gå op ad den. Den førte op til den ene ende af en lang gang til venstre. Der var 2 døre i hver side af gangen. Den ene dør til højre stod åben, det måtte være soveværelset. Ud ad øjenkrogen kunne jeg ane en kontakt. Hvorfor ikke bare tænde den, istedet for at slide batterierne i lommelygten. Jeg var jo alene og ingen kunne se lyset udefra. Jeg tændte kontakten og et kuppellys i midten af loftet i gangen lyste gangen helt op.

 

Jeg gik ned til den åbne dør og kiggede ind. Rakte hånden indenfor og fandt lyskontakten der og tændte den. En lille lysekrone midt i værelset lyste op og afslørede et eksklusivt soveværelse med en mega dobbeltseng med et hovedgærde i kraftige tremmer. Den så dælme solid ud. Jeg kiggede rundt i værelset og fik øje på en kommode, lige til venstre for døren. Jeg stillede mig over for den. Over kommoden hang et stort spejl. Ved siden af spejlet var endnu en kontakt. Jeg tændte den og to spotlys tændtes over mit hovede og lyste lige ind i spejlet, så jeg næsten kunne ane samtlige små begyndende dunstubbe stikke ud af mit unge ansigt. Jeg åbnede den øverste skuffe.

 

Et skrin på størrelse med 2 store cigaræsker kom til syne. Mit hjerte begyndte at hamre og med rystende fingre åbnede jeg det.

 

Bingo. Det her var næsten for let. Åsken var delt op i en masse små rum og i hvert sit rum lå halskæder, ankelkæder og en masse andre glimtende ting. Jeg krængede rygsækken over foran mig, åbnede den forreste lomme der var tom, tog hele æsken og tømte den ned i lommen på rygsækken. Jeg lukkede æsken igen, lagde den tilbage i skuffen og lukkede skuffen. 

 

Jeg ville lukke lynlåsen igen på rygsækken, men den drillede. Let bandende krængede jeg rygsækken af, og satte den foran mig og gik ned på hug for at kunne lukke den. Nu gled den i. 

 

Jeg skulle lige til at krænge rygsækken på, da katastrofen indtraf. Hoveddøren gik op og lyden af Berits skarpe stemme kløvede luften.

 

"Det ender kraftedeme med at du glemmer dig selv en dag, din store idiot. Se så at finde den forbandede tegnebog, så vi kan komme derind til tiden..."

 

Fuck fuck fuck - mit hjerte begyndte at hamre. Bare de ikke fik øje på lyset i gangen, det kunne ses nede fra entreen. Måske var de hurtigt afsted igen uden at opdage noget.

 

Berit fortsatte: "Kig inde i stuen, så kigger jeg oppe i soveværelset. Jeg kan se du også har glemt at slukke lyset deroppe".

 

Lyden af Berits stilethæle lød som pistolskud, da hun begyndte at gå op ad trappen. Min mave blev til en hård knude og jeg kunne høre blodet rase rundt i kroppen på mig.

Ud af døren kunne jeg ane Berit, da hun kom langt nok op ad trappen. Der var kun én mulighed.... jeg måtte løbe forbi hende, ned ad trappen og ud ad døren, så hurtigt mine ben kunne spæne. Jeg havde ikke tid til at få min rygsæk på ryggen, så jeg tog et godt greb om hanken foroven. Og begyndte at løbe ned ad gangen.

Berit var nu helt oppe og fik med det samme øje på mig, da jeg kom buldrende imod hende. Hun spærrede øjnene op, men inden hun kunne nå at reagere passerede jeg forbi hende. Jeg snittede hende med venstre skulder og kunne ane hun blev skubbet ind mod væggen.

Og SÅ gav hun lyd fra sig...:

"JÅRGEN, JÅRGEN", skreg hun med sin hæse rundsavsklinge, "DER ER EN TYV I HUSET, HAN KOMMER NED AD TRAPPEN.... SKYND DIG, SKYND DIG!!!"

Jeg var endnu ikke nået om hjørnet på trappen. Den var stejl, og det sidste jeg ønskede lige nu, var at snuble. For så var det helt slut. Jeg bad til at Jørgen var inde i stuen, for så havde jeg en chance for at nå hoveddøren og ud i det fri, inden han fik fat i mig. Og var jeg først ude, ville han ikke have en chance for at fange mig. Bag mig hvinede savværket stadig:

"FÅ FAT I HAM, JÅRGEN... HAN KOMMER NU, SKYND DIG FOR FANDEN...".

Jeg havde helt glemt hvor stor Jørgen var. Jørgen stod lige midt i entreen og lignede en forvokset canadisk skovhugger på anabolske steroider. Han måtte jo mindst veje det dobbelte af mig. Adrenalinen pumpede rundt i mig og prøvede af al magt at stimulere min kreativitet, mens mine korte ben gelejdede mine fødder nedad trappen, trin for trin i et tempo, der ville have gjort en stepdanser forpustet. Jeg kom frem til en eneste mulig chance: Skubbe 2 meter og 120 kg Jørgen til side med mine egne 66 kg... og nå at åbne hoveddøren og løbe ud. Og ydermere satse på, at jeg med elefanthuen virkede lidt skræmmende på ham, så han måske endda gav mig plads til mit forehavende. Han var jo ligeså godmodig som stor, som jeg huskede ham fra min tid i retauranten. 

Jeg var ved at nå enden på trappen. Fik flyttet fokus over på den levende klippe. Fuldt oprejst, kunne jeg kigge lige ind på det øverste af hans brystkasse. Skulle jeg have øjenkontakt med ham, ville jeg være nødt til at kigge opad. Jeg anede døren og friheden bagved ham.

Og begyndte at løbe. Jeg tog 3 skridt, bøjede min venstre skulder lidt frem og beredte mig på sammenstødet, der skulle sende de 120 kilo ud til siden, så jeg kunne komme videre. Og så ramte jeg ham. Min skulder ramte hans mave, der gav lidt efter. Han gav en lille lyd og jeg er sikker på, at han løftede sit venstre ben en lille bitte smule for at holde balancen og ikke falde bagover. Men udover det, stod han fast som en klippe. Jeg gik næsten i stå og det gav desværre Jørgen tid til at folde sin venstre arm ud og tage fat i mig. Og det var lige dét han gjorde. Og så kom hans højre arm og jeg blev skubbet op i væggen, så jeg tabte rygsækken. Inden jeg nåede at tænke videre over en umulig plan B, blev jeg lagt ned på trægulvet, som var jeg en kludedukke, med maven nedad.

Og Jørgen fulgte med derned. Jeg sprællede alt hvad jeg kunne i desperation og jeg begyndte at udstøde panik-lyde. Angsten overmandede mig ligeså voldsomt som Jørgen og efterhånden som han fik placeret sig henover mig og vredet min højre arm om på ryggen, begyndte det at gå op for mig at spillet var tabt. Jørgen lagde lidt flere af sine mange kilo over mig, så min brystkasse blev presset hårdt ned i gulvet.

"Slap så af for pokker", kom det roligt fra ham. Han var end ikke det mindste forpustet.... "Slap helt af". Hans vægt pressede luften ud af mine lunger og forhindrede dem i at hive noget nyt ind. Jeg var forpustet og begyndte at panikke. Jeg mønstrede alle kræfter og fik lettet mig en lille smule og tidsnok til at hive en mundfuld luft ind, inden min krop gav efter for Jørgens vægt igen. Og så lykkedes det med hvæsende stemme at sige:

"Jeg kan ikke få luft, du presser for meget"...

Jeg kunne mærke han løftede sin krop en lille smule og nok til at jeg kunne trække lidt mere luft ind.

I mellemtiden var Berit kommet ned. I kampens hede havde jeg slet ikke hørt hendes trippen ned ad trappen. Jeg kunne ikke se hende, mit hovede vendte væk fra hende. Klingen begyndte at dreje igen:

"SÅDAN JÅRGEN. SÅDAN. DU FIK DET LILLE SVIN. NU HOLDER DU FANME FAST I HAM, SÅ HAN IKKE NÅR AT STIKKE AF"... Hun var helt oppe og trippe og hendes stemme var lige ved at skære mine nervetråde i rygmarven over.

Jeg havde stadig min venstre arm fri. Den lå strakt ud til siden, med håndfladen ned mod gulvet. Så sagde Jørgen:

"Berit, ude i værkstedet ligger der nogle brede kabelstrips. Hent nogle stykker af dem, så jeg kan få ham her klaret. Jeg kan ikke blive liggende sådan her med ham"..

Berit svarede, nu lidt roligere: "Nu holder du satme fast i ham og passer på han ikke smutter fra dig, Jørgen. Jeg snitter dig i småstumper, hvis du lader ham slippe afsted".. Typisk Berit. Stadig beskidt i kæften og ikke den hurtigste knallert på havnen. Hun kunne for fanden se hvordan landet lå, mht størrelsesforskellen mellem Jørgen og mig. Berit trippede afsted på de høje hæle og lyden forstummede tilsidst.

Selvom Jørgen havde løftet lidt af sin vægt fra mig, havde jeg stadig problemer med at få vejret. Jeg trak det stødvist og åndede stødvist ud, så der næsten kom en kaskade af spyt med ud. Jeg var bange, i panik og tårerne pressede på. Jeg fik atter stammet til Jørgen:

"Vær nu sød... jeg kan ikke få vejret".... 

Han svarede med sin rolige stemme: "Slapper du af nu"?

"Ja", lykkedes det mig at svare.

"Giv mig din venstre arm, så løfter jeg mig lidt mere. Men lad være med at være dum, for så har du mig henover dig igen".

Han lettede lidt mere af sin vægt og jeg tog en dyb indånding. Et kort splitsekund var plan B oppe og vende igen, men den var temmelig indholds- og især udsigtsløs, så jeg bøjede venstre arm ind til kroppen. Jørgen tog fat i den og løftede den op bag ryggen så begge mine håndled krydsede med hinanden. Lortesituation. Men jeg kunne i det mindste trække vejret frit nu. Det gav ilt til hjernen og satte gang i fornyet tankevirksomhed og planlægning af muligheder. Resultatet var nedslående. Jeg havde ikke en chance medmindre Jørgen strittede død om på stedet af et slagtilfælde.

De ville ringe til politiet og løbet var kørt.

Jeg var lige ved at græde i skam og afmagt.

Lyden af Berits høje hæle nærmede sig entreen igen. Og Berit havde slebet sin klinge:

"Jeg kan sgu da ikke finde dine rådne strips. Det er dit værksted, fanme ikke mit".

Jørgen svarede: "Jamen de ligger i en af skufferne i det store bord".

"Ja det vil jeg skide på. Jeg kom til at tænke på håndjernene istedet", svarede Berit med sin sædvanlige charmerende retorik. Hun forsatte op ad trappen. Og så lå vi atter dér, midt på gulvet. Der gik ikke lang tid, før det atter klikkede nedad trappen. Jeg kunne høre en raslende lyd fra håndjernene. En tanke fór gennem mit hovede: Gad vide hvad betjentene ville tænke, når de så de håndjern? 

Berit stillede sig på min vestre side. Jeg kiggede lige ind i hendes støvler. De hæle var jo sylespidse. Hun satte sig ned på hug ved siden af mig og jordede det ene knæ ned i siden på mig og lagde al sin vægt over knæet. Jeg gav mig i et brøl af smerte. Lede sæk. Jørgen reagerede med det samme:

"Lad være med det dér, Berit. Det er ikke nødvendigt. Han er rolig"... Berit løftede knæet igen.

Jørgen fortsatte: "Giv ham nu bare de håndjern på. Jeg har fat i hans arme". Med den ene hånd tog Berit fat i min højre underarm lige over håndleddet. Jeg kunne mærke det kolde stål. Der lød en høj klikken og det begyndte at stramme hårdt om håndleddet. Derefter tog hun fat i min venstre arm og gentog proceduren. Hun flåede mine gummi handsker af og rejste sig derefter op igen.

"Få ham op og stå Jørgen. Jeg vil fanme se hans grimme fjæs", sagde hun.

Jørgen rejste sig op. Inden jeg nåede at vurdere rentabiliteten af en ny plan, tog Jørgen fat i begge mine overarme og begyndte at hive mig op. Jeg kom hurtigt op på benene og Jørgen stillede sig bagved mig. Han lagde sin højre arm ind mellem min højre arm og ryggen og tog fat om min venstre overarm. Og lagde sin venstre underarm om om halsen på mig. Min elefanthue var gledet lidt op og blottede min hals. Hans læderjakke føltes kølig mod huden. Hans greb strammede om halsen samtidig med hans højde gjorde at jeg måtte op på tæer. Og atter kæmpe lidt for at få vejret.

Berit stillede sig lige foran mig. Hun var stylet godt op. Jeg havde aldrig set hende sådan, med håret sat og make-up. Huskede kun hendes friture fedtede slaskede hår, der hang klistrende ned ad hendes kinder, hendes mascara der løb ud når hun begyndte at svede i varmen fra køkkenet. Hun var stadig ikke nogen skønhed, men alligevel en helt anden person at se på. Men hendes beskidte sprog udraderede enhver tvivl om, at det var den samme kvinde der her var tale om. 

Med et hurtigt greb, flåede hun elefanthuen af mig. Hun kiggede mig direkte i øjnene. Og trådte et skridt tilbage.

"Jeg har sgu set dig før", sagde hun. Hun trådte atter helt op foran mig. Nærstuderede mit ansigt. Jeg kunne næsten høre, hvordan hendes indre arkiv bladrede for fuld skrue i dets søgen efter et match. Og det var ikke uden resultat:

"Det er sgu Morten. Den lille tyvagtige lort, jeg fyrede for 4 år siden fordi han havde sin fingre nede i kassen", sagde hun. Mest henvendt til sig selv. Jørgen reagerede med at slække gevaldigt på sit jerngreb, så jeg kunne komme ned på begge fødder igen og trække vejret.

"Hvad siger du dog", spurgte han overrasket bag mig.

"Hold så fast i ham, for helvede", kom det hårdt fra Berit. Jørgen tog fat igen og jeg var atter oppe og stå på tæer. Berit kiggede på mig igen. Hun strammede sine blodrøde læber sammen og jeg nåede lige at ane hendes højre hånd løfte sig ude på min venstre side, inden den kom flyvende og ramte min venstre kind med et højt smæld.

Jeg udstødte et højt akavet skrig og min kind begyndte med det samme at brænde af smerte.

"Lad så VÅRE med det dér", kom det fra Jørgen. "Vi skal have fat i politiet. De må tage sig af ham. Du kan ikke begynde at slå løs på ham, Berit. For pokker da også".

Berit var som sædvanlig ikke mundlam: "Og hvad HELVEDE tro du politiet gør ved ham. Han bliver afhørt og så slipper de ham løs igen. Er du DUM eller hvad"?

Min mave frøs fuldstændigt til is. Hvad mente Berit med det dér. Jeg begyndte at panikke og var lige ved at græde igen:

"Vil I ikke bare ringe til politiet... jeg skal nok tilstå alt overfor dem. Men ring nu, please".. Min stemme bævrede.

Berit strammede atter læberne hårdt sammen og kvitterede med endnu en knaldhård lussing på min venstre kind. Jeg skreg igen.

"Ved du hvad Morten. Du kan rende mig i røven. Du bliver her", hvæsede hun.

"Jørgen", sagde jeg bedende... "kan du ikke hjælpe mig. Ring til politiet".

"Berit", sagde Jørgen, "Lad os nu bare ringe til politiet og lade dem klare det her. Det er ikke op til os"..

Berit var uanfægtet: "Og så kan vi bruge hele vores 10 års jubilæum på at sidde og svare på politiets åndsvage spørgsmål? Du må sgu have spist søm. Morten bliver HER. Få ham ned i forrummet i kælderen, så kan han ligge der, til vi kommer hjem igen. Og så finder jeg ud af, hvad vi skal stille op med ham. AFSTED".

Angsten greb helt fat i mig og jeg begyndte at græde:

"Vil I ikke være søde at ringe til politiet. Please, jeg beder jer".....

"Desværre Morten", sagde Jørgen. "Du ved at Berit bestemmer. Og hun har truffet sin beslutning".

Han begyndte at skubbe mig afsted og jeg kunne ane Berit bøje sig ned og samle min rygsæk op.
 
Jeg nærmest steppede henover gulvet, mens Jørgen skubbede mig foran sig. Han havde et solidt tag i nakken med den ene hånd, mens han holdt stramt om min venstre overarm med den anden. Det smertede lidt. Vi gik gennem køkkenet, gennem den lille fjernsynsstue og stod lige pludselig i en lidt mindre entré. Jeg kunne regne ud, det var her, den anden af husets to yderdøre førte ind til.
 
Berit lukkede døren bag os, gik over og åbnede en anden dør, rakte hånden ind og tændte lyset. Jeg kunne ane en trappe der gik ned. Berit gik forrest nedad trappen. Jørgen slap sit greb i min overar og tog istedet fat i håret og skubbede mig let fremad igen, så jeg havde en chance for at undgå at snuble nedad trappen. Trinene var tæppebelagte og trappen gik i en halvbue nedad og endte i et rum på ca 6 m2. Og med fuld ståhøjde, selv for Jørgen.
 
"Vent lige", sagde Berit og forsvandt op ad trappen igen. Jørgen holdt sit greb i min nakke og mit hår. Han trak mit hovede lidt bagover, så jeg kunne se lyset i loftet. Det var ikke andet en en hvid plasticlampe af den billige type, kun med det ene formål at oplyse rummet. Jeg kunne ikke rigtigt se hvad der ellers var.
 
Jeg prøvede igen: "Jørgen, hvad er det der sker. Hvorfor skal jeg herned"?
 
"Ti nu stille, Morten", svarede Jørgen med sin sædvanlige rolige stemme. "Du kender Berit. Du gør det bare sværer for dig selv, jo mere du kæfter op".
 
Jeg prøvede at få styr på min gråd. Den var ikke hulkende, men sagte.. som om panikken forhindrede den i at give los. Jeg kunne høre Berit komme nedad trappen igen. Det gik lidt langsommere. Jørgen løsnede sit greb i mit hår, da han vendte sig om for at se hvad hun kom med. Og jeg kunne så også bedre se rummet. Der var en anden dør i den modsatte ende af der hvor trappen kom ned. Væggene og loftet var støttet af nogle kraftige træbjælker. Berit havde en stol med ned og satte stolen ved en af de træbjælker. Hun havde lagt en lang, kraftig livrem i læder løs om sin nakke, så ender hang ned på hver sin side af hendes brystkasse. Hun tog den og førte den ind bag bjælken.
 
Min mave begyndte at gøre ondt, og jeg troede jeg skulle skide i mine bukser hvert øjeblik det skulle være.
 
Hun vendte sig og kom hen til os, så hun stod lige foran mig. Hun trak et stort stykke stof i bomuld op ad sin ene lomme i pelsen.
 
"Få hans mund op, Jørgen", beordrede hun. Inden jeg kunne nå at reagere fik Jørgen lempet sin venstre hånd om foran mit ansigt og fat i kæben. Han pressede fingrerne sammen, dog ikke så hårdt. Jeg åbnede munden, for jeg var ikke i tvivl om at dette var et slag han helt sikkert ville vinde, hvis jeg protesterede. Berit begyndte at stoppe kluden ind i munden... og der var meget af den. Min tunge sank tilbage i munden for at spærre vejen til svælget. Hun stoppede kluden ind, indtil der ganske enkelt ikke var mere plads. Ellers ville hun tvinge min tunge ned i svælget. Hun måtte have set min stigende panik.
 
Atter greb hun ned i lommen og tog en kort læderrem op. Hendes blik var fokuseret på det hun lavede. Hun kiggede mig overhovedet ikke i øjnene. Hun var helt kold. Hun førte remmen om bag nakken på mig, samlede den lige foran min mund midt i kluden og strammede den ind. Det føltes som om mine mundvige ville sprætte op og jeg gav et højt hyl op, der effektiv blev standset af bomuldskluden.
 
"Sæt ham ned dér", sagde Berit bestemt og pegede på stolen. Jørgen løsnede sit greb, vendte mig rundt så jeg kiggede lige ind i hans brystkasse og tvang mig bagud og hen til stolen. Jeg satte mig helt automatisk. Han pressede mig helt tilbage i stolen og derefter skubbe han mit hovede bagover, så baghovedet ramte stolpen. Berit tog den lange læderem og førte den først med hver sin ende foran min hals, derefter førte hun enderne i modsat retning bag min nakke og foran igen, så de mødtes ved halsen igen. Og førte den frie ende gennem spændet og strammede.
 
Så sad jeg der. Hænderne lagt i håndjern på ryggen, gagget og spændt solidt fast til en stolpe. Jørgen og Berit stod og kiggede lidt på mig. Min stadig paniske vejrtrækning kom som en fnysen ud gennem mine næsebor. Sgu godt jeg ikke var forkølet den dag.
 
"Bare gå op til bilen, Jørgen. Jeg kommer om 2 minutter", sagde Berit. Hun stod med armene over kors og flyttede ikke sit blik fra mig mens hun talte til Jørgen. Jeg kiggede bedende på Jørgen. Men han vendte sig bare om og gik op ad trappen. Jeg kunne høre døren deroppe lukke efter ham. Berit stod stadig og betragtede mig, med sine store, iskolde blå øjne. Hun havde lagt en flot make-up omkring dem, der fremhævede farven og størrelsen. Men de var fuldstændigt blottet for nogensom helst varme.
 
"Nå, Morten. Lad os se hvad du har i din taske", sagde hun og flyttede blikket fra mig og ned på sin venstre side ved væggen. Hun samlede min rygsæk op, kom over til mig og satte rygsækken på mit skød. Hun lynede den op med en resolut bevægelse og begyndte at rode rundt i det store rum. Jeg vidste at der kun lå et par tomme halvliters sodavandsflasker og en trøje, udover mine nøgler. Jeg håbede og bad i min naivitet til at hun ikke ville kigge i den forreste lomme. Hun lynede det store rum i igen. Vippede tasken lidt bagover og lynede det forreste rum op og kiggede ned. Hendes blik frøs fast. Uden at flytte blikket spurgte hun:
 
"Kunne du i det mindste ikke have valgt, at vise mine smykker den respekt de fortjener og beholdt dem i smykkekassen. Du havde jo plads nok til den i det store rum?"
 
Vandet begyndte at stige i mine øjne igen og en let rysten i min krop afslørede for hende, at jeg begyndte at græde. Jeg var ved at være rigtig bange nu. Hun fjernede rygsækken og lagde den ovre ved trappen, vendte sig om og kom over til mig og bøjede sig forover og kiggede mig direkte ind i øjnene. Hendes højre hånd tog fat om min hage og strammede let:
 
"Dét der, skulle du ikke have gjort min ven. Jeg har ikke tid til at tage mig af dig lige nu. Men når vi kommer hjem igen, har vi al den tid foran os vi skal bruge, os to".
 
Hun slap sit greb, vendte sig rundt, gik over til trappen, tog rygsækken og gik op. Lyset blev slukket og døren gik i med et let smæld. 

 

Der blev helt stille. Og kulsort. Intet lys slap ind nogen steder. Mit åndedræt var det eneste der kunne høres og det kørte til gengæld også derud af med fuld drøn gennem mine næsebor. Jeg må have lydt som et godstog. Jeg forsøgte at få styr på det, men angsten gjorde mig næsten panikslagen. Jeg kom med nogle klynkelyde i takt med åndedrættet. Jeg fik fornemmelsen af, at mine næsebor ikke var store nok til den enorme mængde luft der blev pumpet igennem dem.

 

Måtte få styr på det. Jeg prøvede at trække vejret dybere ind og ånde mere roligt ud. Og en gang til. Det hjalp lidt. Jeg trak vejret endnu dybere ind og åndede så roligt ud jeg kunne. Nu gik det bedre. Mine tanker var kaos.... Lorteplan, hvorfor fanden skulle jeg også få sådan en lorteplan? Hvorfor fanden kunne jeg ikke bare få et regulært job og tjene mine penge? Hvorfor fanden skulle Jørgen også glemme den forbandede tegnebog? Lorteplan.....

 

Jeg måtte væk herfra. Jeg spændte benene mod gulvet og forsøgte at presse mig opad. Der kom en svag knirken fra læderremmen omkring min hals, men udover det skete intet. Den gav sig ikke en millimeter, men strammede blot til om halsen og tvang mig helt ned på stolen igen. Anstrengelsen havde fået åndedrættet i vejret igen. Endnu engang måtte jeg fokusere på at få styr på min luft.

 

Jeg trak prøvende mine arme ud til siderne, men det eneste der kom ud af det, var en følelse af stål der skar sig ind i mine håndled.

 

Jeg lagde mit hovede bagover så mit baghovede hvilede op ad stolpen. Jeg var totalt magtesløs. Jeg kunne mærke nogle desperate tårer presse på. Jeg kæmpede mod dem. Begyndte jeg at græde, ville der dannes slim i næsen og besværliggøre mine muligheder for at trække vejret. Jeg tog nogle dybe indåndinger. Det hjalp.

 

Spørgsmålene begyndte at tårne sig op i mit hoved. Hvad skulle der ske? Hvad ville de gøre med mig? Ville de overhovedet slippe mig fri??

 

Lorteplan.....

2 personer like this

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Rigtig god og spændende læsning.

Glæder mig til en fortsættelse, hvor den uheldige sikkert oplever en grusom Berit.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Wow. Det var en fed begyndelse.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!


Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.


Log ind nu