Skal Jeg Fri Eller Skal Jeg Gå?

6 indlæg i dette emne

Jeg havde egentlig tænkt mig at spørge om gode råd til et frieri, da jeg efterhånden er kommet så langt som til at have haft den samme kæreste i over 4 år, har købt forlovelsesring osv.

Men nu er jeg kommet i tvivl...

Er det det rigtige at gøre? Er jeg ved at begå en fejltagelse her? Spørgsmålet har luret længe, men dukkede op for mig igen da jeg skrev indlægget her. Kort fortalt er jeg ikke 100% sikker på at jeg er forelsket i hende. Tag ikke fejl; hun er et dejligt menneske, vi passer godt sammen, og hun fortjener det uden tvivl. Jeg har bare ikke de følelser som jeg måske burde have; som man normalt forbinder med forelskelse. Hvis følelserne var på plads ville jeg nok have gjort det forlængst.

Jeg er sikker på at jeg ville have det langt værre uden hende. Vi har været en uundværlig støtte for hinanden; vi har gået igennem meget sammen og for hinanden. Desuden ville jeg være et dumt svin hvis jeg sluttede forholdet, for det ville nærmest ryste hele hendes verden fra hinanden. Vores forhold er mere "trygt" end det er "hot", desværre.

Fra et logisk synspunkt er hun en god "package deal" (pun not intended). Vi er et godt match, faktisk et sjældent godt match, og vi har det godt sammen. Der har bare været andre piger før i tiden som jeg har haft større følelser for, men det har måske bare været teenage-hormonerne der har spillet mig et puds.

Så hvad skal jeg gøre? Allermest søger jeg måske bare opbakning til at tage skridtet fuldt ud og gifte mig med hende. Men hvad gør man hvis mavefornemmelsen ikke er med? Er græsset grønnere på den anden side?

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Nej, selvfølgelig er du ikke forelsket i hende efter fire år. Du elsker hende, og det er noget andet. Forelskelse er noget forbigående, der er nok nogle der vil påstå at de efter fire eller fyrre år er lige forelskede, og det kan godt være de selv synes det er rigtigt, men de er jo forelskede på samme måde som dengang de lige havde lært hinanden at kende. Tricket er måske nok at finde noget at sætte i stedet for forelskelsen, så man stadig kan have kemien imellem sig. Efter 13 års parforhold er jeg som sådan ikke forelsket i min kone længere, men vi kan stadig opføre os forelskede.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Pyt med forelskelsen, den er væk. ELSKER du hende? Vil du gøre alt for hende, føler du at verden uden hende ville være et dårligere sted, savner du hende når i er adskilt i et apr dage? Kan du se dig selv bruge resten af livet samme med denne kvinde, er det det du kunne tænke dig?

Jeg tror du er kommet unødigt i tvivl - men på den anden side, vil jeg bestemt heller ikke opfodre dig til at gifte dig uden at du er helt sikker. Glæd dig i stedet over, at folk der bliver gift mens de er forelskede, endnu ikke har fjernet kærlighedens lyserød slør, de har ikke opdaget den andens fejl og mangler og ender oftest i en skilsmisse. Efter 4 års forhold, må du have opdaget hvilken type din kvinde er. Du ved godt at hun er fantastisk til at føle dig værdsat, og du ved også godt, at du er i et forhold med en der aldrig lærer at fjerne sit vasketøj fra rundt omkring i lejligheden (fx)

Det skal nok føles helt rigtigt :)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Om jeg elsker hende? Jeg ved det ikke; det gør jeg vel nok. Jeg synes det er svært at afgøre, og det er nok der problemet ligger. Når man har været sammen så længe kan man også sammenligne ens forventninger til forholdet med virkeligheden, og man finder efterhånden flere punkter hvor der kunne trænge til forbedringer. Omvendt stiller jeg også spørgsmål ved om jeg overhovedet fortjener bedre. Det kan jo sagtens være at jeg ikke burde stile højere, og være tilfreds med hvad jeg har. Jeg synes selv at jeg har givet forholdet alt hvad jeg har, og har gjort en stor indsats for det. Så hvorfor er jeg utilfreds?

Med fare for at lyde egoistisk og snæversynet må jeg indrømme, at jeg ikke rigtig tænder på hendes krop. Jeg har ignoreret dette i et stykke tid, men det er et problem som ikke synes at forsvinde. Jeg ville gerne have at det ikke var noget problem; at jeg kunne se ud over det og ignorere det, men det bliver ved med at dukke op i mit hoved. Ofte har jeg tænkt "hvad venter du på, se dog at komme i gang med at blive gift". Så ser jeg på hende en ekstra gang, og en lille stemme siger "hov, vent nu lige lidt". Jeg har ikke lyst til at det skal være en afgørende faktor, og jeg prøver at ignorere den, men den dukker desværre op en gang i mellem.

Jeg har ikke lyst til at være sådan et menneske, der ikke kan se ud over den slags ting. Jeg ville hade mig selv, og det vil andre sikkert også gøre. Så det vil nok være imod min natur at afslutte det. Men hvad gør man ved den lille ting der bliver ved med at dukke op og sige "you can do better"? Kan den slås ihjel? Skal jeg bare affinde mig med aldrig at blive 100% lykkelig, men kun tilnærmelsesvist?

Det jeg holder mest af ved hende er, at hun er et godt menneske der holder af mig og opfører sig pænt; faktisk ville jeg ønske at flere opførte sig som hende. Så hendes sind er et stort plus, mens hendes krop trækker nedad. Faktum er at hun fortjener det bedste, og at jeg måske føler at jeg bør tilsidesætte mig selv for at give hende det. Jeg tror at jeg må tage en snak med hende om sagen, og se om jeg kan finde afklaring dér.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Alle fortjener det bedste, spørgsmålet er ikke om du fortjener, spørgsmålet er, findes der noget der er bedre? Oftest med folk synes jeg at jo kønnere de er, jo mere gør de ekstra ud af sig selv, og jo mere højrøvede er de. Måske er kæresten med på nogle "vær super lækker dage" for din skyld? Når jeg har overskud, tager jeg tidligt fri fra arbejde. Går til frisør, lækker makeup, høje hæle - og kun ét stykke tøj. Kærestens korte yndlings kjole, og henter ham ved arbejdet, så han rigtig kan nyde synet hele vejen hjem og lade hans fantasi køre løbsk med at han ved at der ikke er noget undertøj.

For efter lidt tid opdager man jo strækmærkerne, hvor dellerne sidder meget uheldigt - og det er ikke altid helt til at se igennem. det er et faktum, spørgsmålet er hvad løsningen er for dig, så det ikke er noget der fylder meget i din hverdag. For det er jo for livet, og du skulle jo gerne have et velfungerende sexliv resten af dit liv.

Men ja, i bund og grund er det jo sådan set din kæreste du skal snakke med om alt det her, men det bliver en rigtig svær snak. '

Og apropro det der med 100% lykkelig - det bliver man ikke, medmindre man er en tegneseriefigur. alle forhold har deres issues, spørgsmålet er bare, hvor gode er i til at finde på en måde der får jer til at smile hver gang i støder på en af den slags ting.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Hvorfor overvejer du at blive gift / gå fra hende? 

 

Hvis jeg havde den følelse indeni, ville jeg ALDRIG gifte mig... Lykken står du jo selv for og lykkelig bliver du ikke af at gå ind i noget du ikke er sikker på er det rigtige... 

 

Hvor mange tror du ikke har et ægteskab hvor kærligheden er på sidstepladsen? Ja ret mange ikk... Vil du osse ha det?? Nej vel... Så respekter dig selv og det du føler... :))

 

Ps... Nu er det godt nok nogle år siden, men alligevel.... ;D blev du gift?

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!


Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.


Log ind nu