Så sluttede det ...

7 indlæg i dette emne

Hej ænder.

Så sidder jeg i den forfærdelige situation; jeg er blevet kasseret. Jeg har ikke været skide aktiv på debatten på det seneste - og det er så derfor. Jeg har haft svært ved at håndtere det ... Så. MEN, jeg vil simpelthen give jer det hele !! Ikke den heeelt store smøre, men som mange andre, vil jeg gerne sætte ord på mione følelser - det er jo også en måde at få det bearbejdet på og komme igennem det.

MEN; Hvis nogen af jer har fulgt lidt med i vores forhold (.. har et par tråde om, hvor besværligt vores forhold har været, og hvordan vi er kommet igennem det) så gik det faktisk ganske godt !! Vi havde fået snakket tingene igennem, og jeg havde nået et punkt, hvor jeg ikke gik og var jaloux og ked af det hele tiden - jeg var faktisk vældig tilfreds. Jeg havde godt nok nogle problemer med at hvile i mig selv, da studiet fylder helt ekstremt meget lige pt., men mit og (eks)kærestens forhold virkede til at fungere godt !!

Men jeg kunne godt mærke, at han ikke havde det helt godt. Han var ikke rigtig glad, og kunne ikke få hverdagen til at fungere. Så søde Bitten satte sig ned og sagde, at jeg virkelig var glad for, at han havde taget sig mere tid til mig. Jeg havde det rigtig godt i vores forhold lige nu - men jeg kunne godt mærke, at han ikke havde det så fedt. Og hvis det var fordi han havde brug for nogle weekender hvor vi ikke sås, så var det fint.

... og skete der ikke rigtig mere. Han blev ved med at være lidt mut. Jeg prøvede at beholde overblikket og være fyldt med OVERSKUD, prøvede at være glad og snakke om nogle ting der kunne opmuntre ham. Jeg inviterede ham i byen, så han kunne få tankerne lidt væk fra skolen og sådan, hvor vi lavede nogle af de ting han godt ku' li. Skide godt! ... tænker jeg. Han har det svært, og jeg er den søde kæreste der hjælper ham igennem det.

Så jeg har brugt en del tid på, at holde ham i godt humør. Men her i Tirsdags inviterede jeg ham så hjem til mig - igen et led i, at gøre ham i godt humør, for ellers skulle han bare ha' siddet derhjemme helt alene.

Nu må I ikke tro, jeg har gået og hængt op ad ham heletiden og været omsværmende - det har jeg ikke. Jeg har også altid forsikret om, at han jo også kunne lave noget andet, så det er ikke fordi jeg har været snagende.

Men så tog vi hjem til mig, lavede lidt mad og te og sådan - men han måtte altså snart hjem så han kunne skrive opgave, så han kunne ikke blive ret længe. Inden han gik sagde jeg så til ham, at han skulle lade være med at skjule, at han var ked af det - at jeg godt ku mærke, at han ikke havde det godt. Jeg forsikrede igen om, at hvis det var fordi han havde brug for nogle dage uden mig, hvor han kunne lave noget andet, var det OK.

Og så var det, at han hev mig med op på værelset. Han tog taske, jakke og sko af igen, tog mine hænder, og begyndte at tale. "Der her kunne godt blive ubehageligt," tænkte jeg - men jeg havde slet ikke tænkt, at han ville slå op. Grunden var, at han følte sig afhængig af mig. Han følte ikke, at han havde nogle rigtig gode venner andre end mig, og han følte ikke, at der var plads til alle de andre ting han også gerne ville. Han kunne altså ikke få en hverdag hvor han var lykkelig til at fungere, hvis jeg var en del af den.

Nu er det jo sådan, at vi max er sammen to dage om ugen, for det meste kun én, så jeg forstår ikke helt det med, at vi er for meget sammen. Men OK, jeg lod vær' med at sætte spørgsmålstegn.

Jeg blev selvfølgelig helt knust. På mange måder forstår jeg ham godt, så jeg sagde også, at det var okay. Men ja ... (WARNING: Nu kommer følelserne altså ...) Jeg er jo helt færdig. Han er jo sådan én man kan se sig selv om mange år være gift og have børn med og gå tur i dyrehaven !! Jeg er jo sådan én der ikke forelsker sig ret tit, men når jeg gør, kan det godt være stærkt - og jeg elsker ham her helt ufattelig højt. De sidste dage har jeg siddet herhjemme og prøvet at komme mig. Jeg føler mig virkelig kasseret - og så efter alt det vi har været igennem. Alt det JEG har været igennem. For hold da kæft, hvor har han været en lort overfor mig rigtig mange gange. Men jeg har jo holdt ved alligevel og forsøgt at rede trådene ud !! Og så er det fandme HAM der gør det forbi! Jeg synes virkelig ikke jeg fortjener det. Selvom jeg godt et eller andet sted forstår ham, så ... jeg hader ham virkelig lige nu. Jeg fik beskrevet i min dagbog ret godt hvordan det føles inden i lige nu; Kærlighed sidder i hjertet - ikke i maven eller i hjernen - man føler det lige der hvor hjertet sidder. Og lige nu føles det somom mit hjerte er brændt ud, så det er blevet til aske og langsomt smuldrer væk. Somom det langsomt forsvinder. Det er måske det forkerte sted at poste sådan en lang følelsesladdet besked ... Men har I prøvet det før?

Jeg ved godt, at jeg nok skal komme mig, og at der selvfølgelig er andre fyre derude - men det er virkelig svært at se en ende på der her, og de fyre er svære at få øje på. Det er heller ikke fordi, jeg havde regnet med at blive gift med min gymnasiekæreste - men jeg havde egentlig heller ikke regnet med at vi skulle gå fra hinanden.

... og jeg ved godt at man ikke må hade nogen. Men han har bare såret mig så dybt, at jeg ikke kan andet. Jeg har mistet både min kæreste og min bedste ven. Jeg kunne jo godt lade somom der aldrig var sket noget, og så bare være venner med ham - men så vil jeg jo bare blive ved med at gå og være forelsket i ham, og så kunne jeg gå og være ked af det hele året ud. Jeg er nødt til at have den her afstand !! Derfor har jeg besluttet, at jeg ikke vil snakke med ham, ses med ham (... ud over, at vi selvfølgelig går i klasse sammen) eller noget, indtil jeg ikke føler noget mere. Han skal være sådan cirka ligegyldig for mig. Ellers bliver jeg bare forelsket i ham igen, og det er ikke det værd !! Den pris er for høj; Jeg har aldrig været så ked af det i mit liv ... jeg er jo ude af stand til at tænke klart ... Det er forfærdeligt. Jeg synes selv, at jeg overreagerer. Hvis jeg nu var en 3.person der skulle fortælle historien, sådan en observatør, en "flue på væggen," så ville jeg synes, at jeg reagerede fuldstændig åndsvagt. Jeg lukker jo fuldstændig af for ham. Men jeg kan simpelthen ikk holde ud at være sammen med ham, det gør bare for ondt ... Og jeg er nødt til at få alle de følelser jeg har for ham væk, før jeg kan snakke med ham igen. Sådan er det...

Ej, nu fik I jo en lang smøre alligevel !! Er der andre, der har haft sådanne oplevelser (... det er der vel.) Hvordan kom I videre? Hvordan reagerede I? og hvilke erfaringer har I med forholdet til eksen bagefter?

Jeg spørger fordi, at jeg aldrig har været ude for noget så ekstremt følelsesmæssigt. Jeg har haft en kæreste før, hvor vi også tog stor afstand i et halvt års tid begge to. Men det var slet ikke i den her kaliber. Håber I har nogle gode råd til, hvordan jeg kan bearbejde det ...

Miv fra Katten

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Send mig en PB hvis du er interesseret - så for du min mail - og vi kan tale sammen på MSN.. Har været i dine sko :) Så vil forsøge at hjælpe dig som jeg bedst kan.. Ved at lytte..

Kan godt blive FOR privat herinde - og tage MEGET lang tid..

Har du brug for det - har du muligheen for at kontakte mig..

SE

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Hej Bitten

Jeg genlæste lige dit forrige indlæg om jeres problemer, hvor du beskrev kærestens mangel på engagement. Jeg kan tydeligt huske den følelse, du sidder med lige nu. Den er ikke rar, men der er ikke så meget, man kan gøre. Bare du sørger for at være god ved dig selv på alle de måder, du nu kan finde på - og hente støtte hos vennerne.

Når man som jeg ser jeres problemer udefra, så er der desværre nok kun en ting at sige til dig: Vær glad for at han er gået!

Han var ikke værd at samle på, når det kommer til stykket - også selv om han var en sød fyr. Hvis et forhold skal udvikle sig til noget, man vil leve i mange mange år, skal der ud over kærlighed være en ordenlig omgang respekt og gensidighed. Det kunne han ikke leve op til, så vidt jeg kunne læse, og derfor synes jeg, at det er godt, at han er ude af dit liv. Med alle de forbehold, der følger af, at jeg ikke kender jer.

Held og lykke til - jeg er stensikker på, at der er mange andre unge mænd, der drømmer om dig med den fantasi og kreativitet og indføling, som du viser på siderne her :-)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Kære Bitten!

Ja, du har arbejdet hårdt for det - og vær glad for det, for du kan sidde med en følelse af at vide, at DU i hvert fald har gjort det du kunne for at få det til at fungere.. Men det er desværre sådan, at man ikke kan få et forhold til at køre alene!

Vær glad for at I stopper nu - du er meget ked af det: ja! Men, hellere at du er ked af det det næste halve år for derefter at komme ovenpå, end at I blev ved 5-10 år endnu, måske nåede at flytte ind sammen, måske at I nåede at få et barn sammen, at du non-stop følte at jeres forhold afhang af om du var ovenpå, for at han DEREFTER skred uden at du faktisk havde været glad i al den tid...

Vær taknemmelig for at det sker nu - for du modnes af processen! Tid, tid, tid, tid.. Det er det mest lortede råd man får, men det passer altså!

Min eks og jeg gik fra hinanden i januar 2008 - vi havde været sammen i 3,5 år og jeg elskede ham meget hårdt, men følte jeg var den eneste der gav noget til slut, jeg følte at forholdet afhang af om jeg var ovenpå.. Jeg kunne ikke mere, og jeg sagde til ham, at hvis det fortsatte sådan, så ville det stoppe i løbet af den næste måned.. hvorefter han stoppede med mig, fordi han godt kunne mærke at han kunne ikke give det, som jeg ville have!

Jeg havde det ad H. til i januar, februar og marts... virkelig ad h. til.. at se ham på studiet (ja, vi studerer det samme sted) gjorde at jeg begyndte at tude.. og første gang jeg så ham efter vi slog op fik jeg kvalme.. Jeg reagerede simpelthen fysisk på at jeg var så psykisk ked af det... og jeg lavede seriøse øvelser for at holde mit selvværd oppe.. for det var et ordenltlig hak at få, at en man - som du siger - kan se sig selv have et liv med vælger en fra! Det gør ondt!

Mit råd til dig ville være, at lad være med at benægte at du er ked af det - han har betydet alt for dig; gå ind i sorgen, når du er alene og kan mærke den kommer! Dét, at du går ind i den og anerkender sorgen, gør ofte at man faktisk kommer videre nemmere, for man prøver ikke at være noget man ikke er! og har folk betydet noget for en, så er det jo klart at man bliver ked af det!

Det er en god ide at holde noget afstand fra ham - hvis du ønsker at blive venner med ham, så tror jeg også det er den eneste metode.. Jeg ville ikke se eller have kontakt med min eks lige efter vores brud, men nu - 9 måneder efter - kan jeg snakke godt med ham, jeg har mødt en ny som jeg er virkelig virkelig glad for, og det var et 'godt' breakup jeg havde!

Held og lykke med processen, den er ikke rar - men den gør dig til det individ du er :)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Alt ting har en ende :unhappy:

Men måske var det så det bedste :happy:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Hej ænder.

Så sidder jeg i den forfærdelige situation; jeg er blevet kasseret. Jeg har ikke været skide aktiv på debatten på det seneste - og det er så derfor. Jeg har haft svært ved at håndtere det ... Så. MEN, jeg vil simpelthen give jer det hele !! Ikke den heeelt store smøre, men som mange andre, vil jeg gerne sætte ord på mione følelser - det er jo også en måde at få det bearbejdet på og komme igennem det.

MEN; Hvis nogen af jer har fulgt lidt med i vores forhold (.. har et par tråde om, hvor besværligt vores forhold har været, og hvordan vi er kommet igennem det) så gik det faktisk ganske godt !! Vi havde fået snakket tingene igennem, og jeg havde nået et punkt, hvor jeg ikke gik og var jaloux og ked af det hele tiden - jeg var faktisk vældig tilfreds. Jeg havde godt nok nogle problemer med at hvile i mig selv, da studiet fylder helt ekstremt meget lige pt., men mit og (eks)kærestens forhold virkede til at fungere godt !!

Men jeg kunne godt mærke, at han ikke havde det helt godt. Han var ikke rigtig glad, og kunne ikke få hverdagen til at fungere. Så søde Bitten satte sig ned og sagde, at jeg virkelig var glad for, at han havde taget sig mere tid til mig. Jeg havde det rigtig godt i vores forhold lige nu - men jeg kunne godt mærke, at han ikke havde det så fedt. Og hvis det var fordi han havde brug for nogle weekender hvor vi ikke sås, så var det fint.

... og skete der ikke rigtig mere. Han blev ved med at være lidt mut. Jeg prøvede at beholde overblikket og være fyldt med OVERSKUD, prøvede at være glad og snakke om nogle ting der kunne opmuntre ham. Jeg inviterede ham i byen, så han kunne få tankerne lidt væk fra skolen og sådan, hvor vi lavede nogle af de ting han godt ku' li. Skide godt! ... tænker jeg. Han har det svært, og jeg er den søde kæreste der hjælper ham igennem det.

Så jeg har brugt en del tid på, at holde ham i godt humør. Men her i Tirsdags inviterede jeg ham så hjem til mig - igen et led i, at gøre ham i godt humør, for ellers skulle han bare ha' siddet derhjemme helt alene.

Nu må I ikke tro, jeg har gået og hængt op ad ham heletiden og været omsværmende - det har jeg ikke. Jeg har også altid forsikret om, at han jo også kunne lave noget andet, så det er ikke fordi jeg har været snagende.

Men så tog vi hjem til mig, lavede lidt mad og te og sådan - men han måtte altså snart hjem så han kunne skrive opgave, så han kunne ikke blive ret længe. Inden han gik sagde jeg så til ham, at han skulle lade være med at skjule, at han var ked af det - at jeg godt ku mærke, at han ikke havde det godt. Jeg forsikrede igen om, at hvis det var fordi han havde brug for nogle dage uden mig, hvor han kunne lave noget andet, var det OK.

Og så var det, at han hev mig med op på værelset. Han tog taske, jakke og sko af igen, tog mine hænder, og begyndte at tale. "Der her kunne godt blive ubehageligt," tænkte jeg - men jeg havde slet ikke tænkt, at han ville slå op. Grunden var, at han følte sig afhængig af mig. Han følte ikke, at han havde nogle rigtig gode venner andre end mig, og han følte ikke, at der var plads til alle de andre ting han også gerne ville. Han kunne altså ikke få en hverdag hvor han var lykkelig til at fungere, hvis jeg var en del af den.

Nu er det jo sådan, at vi max er sammen to dage om ugen, for det meste kun én, så jeg forstår ikke helt det med, at vi er for meget sammen. Men OK, jeg lod vær' med at sætte spørgsmålstegn.

Jeg blev selvfølgelig helt knust. På mange måder forstår jeg ham godt, så jeg sagde også, at det var okay. Men ja ... (WARNING: Nu kommer følelserne altså ...) Jeg er jo helt færdig. Han er jo sådan én man kan se sig selv om mange år være gift og have børn med og gå tur i dyrehaven !! Jeg er jo sådan én der ikke forelsker sig ret tit, men når jeg gør, kan det godt være stærkt - og jeg elsker ham her helt ufattelig højt. De sidste dage har jeg siddet herhjemme og prøvet at komme mig. Jeg føler mig virkelig kasseret - og så efter alt det vi har været igennem. Alt det JEG har været igennem. For hold da kæft, hvor har han været en lort overfor mig rigtig mange gange. Men jeg har jo holdt ved alligevel og forsøgt at rede trådene ud !! Og så er det fandme HAM der gør det forbi! Jeg synes virkelig ikke jeg fortjener det. Selvom jeg godt et eller andet sted forstår ham, så ... jeg hader ham virkelig lige nu. Jeg fik beskrevet i min dagbog ret godt hvordan det føles inden i lige nu; Kærlighed sidder i hjertet - ikke i maven eller i hjernen - man føler det lige der hvor hjertet sidder. Og lige nu føles det somom mit hjerte er brændt ud, så det er blevet til aske og langsomt smuldrer væk. Somom det langsomt forsvinder. Det er måske det forkerte sted at poste sådan en lang følelsesladdet besked ... Men har I prøvet det før?

Jeg ved godt, at jeg nok skal komme mig, og at der selvfølgelig er andre fyre derude - men det er virkelig svært at se en ende på der her, og de fyre er svære at få øje på. Det er heller ikke fordi, jeg havde regnet med at blive gift med min gymnasiekæreste - men jeg havde egentlig heller ikke regnet med at vi skulle gå fra hinanden.

... og jeg ved godt at man ikke må hade nogen. Men han har bare såret mig så dybt, at jeg ikke kan andet. Jeg har mistet både min kæreste og min bedste ven. Jeg kunne jo godt lade somom der aldrig var sket noget, og så bare være venner med ham - men så vil jeg jo bare blive ved med at gå og være forelsket i ham, og så kunne jeg gå og være ked af det hele året ud. Jeg er nødt til at have den her afstand !! Derfor har jeg besluttet, at jeg ikke vil snakke med ham, ses med ham (... ud over, at vi selvfølgelig går i klasse sammen) eller noget, indtil jeg ikke føler noget mere. Han skal være sådan cirka ligegyldig for mig. Ellers bliver jeg bare forelsket i ham igen, og det er ikke det værd !! Den pris er for høj; Jeg har aldrig været så ked af det i mit liv ... jeg er jo ude af stand til at tænke klart ... Det er forfærdeligt. Jeg synes selv, at jeg overreagerer. Hvis jeg nu var en 3.person der skulle fortælle historien, sådan en observatør, en "flue på væggen," så ville jeg synes, at jeg reagerede fuldstændig åndsvagt. Jeg lukker jo fuldstændig af for ham. Men jeg kan simpelthen ikk holde ud at være sammen med ham, det gør bare for ondt ... Og jeg er nødt til at få alle de følelser jeg har for ham væk, før jeg kan snakke med ham igen. Sådan er det...

Ej, nu fik I jo en lang smøre alligevel !! Er der andre, der har haft sådanne oplevelser (... det er der vel.) Hvordan kom I videre? Hvordan reagerede I? og hvilke erfaringer har I med forholdet til eksen bagefter?

Jeg spørger fordi, at jeg aldrig har været ude for noget så ekstremt følelsesmæssigt. Jeg har haft en kæreste før, hvor vi også tog stor afstand i et halvt års tid begge to. Men det var slet ikke i den her kaliber. Håber I har nogle gode råd til, hvordan jeg kan bearbejde det ...

Miv fra Katten

Jeg har helt ondt i mit hjerte og tårer i mine øjne.... Jeg har osse prøvet det..... Det er en smerte man kun kan snakke med om hvis man har prøvet den... Jeg mener ærligt af hele mit hjerte at du er kommet videre i livet og måske osse kærlighedslivet med en der fortjener dig.. For det gjorde hun da ikke..... Lys og kærlighed fra en medsmerter ;D griner...

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg har helt ondt i mit hjerte og tårer i mine øjne.... Jeg har osse prøvet det..... Det er en smerte man kun kan snakke med om hvis man har prøvet den... Jeg mener ærligt af hele mit hjerte at du er kommet videre i livet og måske osse kærlighedslivet med en der fortjener dig.. For det gjorde hun da ikke..... Lys og kærlighed fra en medsmerter ;D griner...

Jeg håber self af hele mit hjerte sku der stå ;)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!


Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.


Log ind nu