NysgerrigPige's Blog

  • indlæg
    6
  • kommentarer
    9
  • visninger
    6.875

Bidrager til denne blog

  • 6

Øhhh?

visninger

Det er altså en underlig kombination, når man er ensom, men på samme tid ikke gider at se eller snakke med andre mennesker. jeg gider ikke tage min telefon og jeg gider ikke svare på mange af mine beskeder.

Jeg kan kommunikere på skrift, men jeg kan ikke særligt godt når det drejer sig om fx at sidde sammen. For ikke så lang tid siden var min søster på besøg, og jeg føler mig som sagt temmeligt ensom, men jeg sad bare og ventede på at hun gik...

Jeez, altså.... Hvordan er jeg blevet sådan her!

Nårh jeg vender tilbage til min surfen....




3 Kommentarer


Damn, det kender jeg alt for godt!

Den altoverskyggende tomme fornemmelse man har indeni. Det savn, man sidder med - men som man ikke kan sætte ord på. Den længsel efter noget, der er uvist. Flygtige tanker og en følelse af ikke at være sig selv.

Jeg oplever det specielt, når jeg er nede. Når mit humør er negativt eller bare lig nul. Når jeg har lagt så hårdt låg på mig selv, at jeg ikke rigtig kan tænke personligt, eller føle noget som helst - andet end ensomhed og tristhed.

Jeg har befundet mig i store forsamlinger, og følt mig mutters alene. Jeg har siddet med gode venner, og følt at jeg egentlig ikke var med. Selv om jeg deltog, grinede, snakkede og var fysisk tilstede. Men min psyke var tom, min hjerne stod på automatisk selskabelighed. Det var ikke ægte...

Rent faktisk, så bærer jeg den fornemmelse af tomhed - også når jeg er glad og "mig selv". Jeg er faktisk slet ikke den selskabelige, sjove og snaksaglige type - men jeg har lært at lade som om. Jeg HADER at tage kommandoen, bestemme og være en leder. Men jeg har lært at gøre det alligevel. Sjovt nok, så ender jeg rigtig mange gange med at være den, der sætter ting i gang - den der har overblikket og går forest. Ikke fordi jeg bryder mig om det, men fordi jeg kan...

Jeg tror godt, jeg ved hvorfor jeg føler den tomhed. Hele min barndom fik jeg at vide, at jeg ikke var god nok.. At jeg var "tilovers". Jeg mistede min tvillingebror som 6-årig - og min far gjorde meget ud af at fortælle mig - at det var den forkerte søn der døde...! Uanset hvad jeg gjorde, var det bare ikke godt nok. Jeg var intet værd. Jeg lærte at være fysisk usynlig, holde mine meninger for mig selv og blot gøre som der blev sagt. Jeg kvalte mit "jeg" - for at overleve. Og det bærer jeg indeni den dag i dag.

Jeg kæmper stadig med min mangel på selvtillid, og jeg har stadig svært ved at stå fast ved mine meninger og holdninger. Jeg bliver hurtigt svag, specielt når jeg møder et stærkt menneske - som presser mig. Så er jeg tilbage i barndommen, og dropper at gøre modstand.

Når jeg mærker den indre tomhed, ensomheden i blandt mange mennesker, så kører jeg linen helt ud bevidst. Jeg trækker stikket ud, og sumper til den store guldmedalje. Lægger mig under dynen, ser film i lange baner og dropper al kontakt med omverdenen - så vidt muligt. Jeg erkender, at jeg har brug for enetid - uden tanker og ting jeg skal tage stilling til. Så det giver jeg mig selv. Jeg respekterer og accepterer min hjernes behov for stilhed og fred. For jeg ved, at når min hjerne er parat igen til at forholde sig til omverdenen, når jeg igen kan føle jeg er en del af samfundet og livet - så vil jeg mærke det og komme ud af min "trance". Jeg har prøvet det mange gange... hehe.

Jeg kan desværre ikke komme med ideer til hvorfor du har det sådan, eller hvor det stammer fra. Eller hvordan DU kommer igennem sådan en periode. Men du skal vide, at du altid kan tage fat i mig - hvis du har brug for en støtte, et øre eller blot en der har tid og lyst til at skrive sammen med dig!

Din ven Morten

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites

Mange af de ting du beskriver lyder foruroligende meget som mig. Mine forældre har dog altid været kærlige, og tak for det far og mor. Men jeg er den midterste i en pigeflok på fem, så der har ikke været den plads til mig der skulle. Derfor har jeg også vænnet mig til ikke at have ret til at eksistere;)

Jeg er også tom når jeg er glad. Det er altså grundlæggende, uanset fx succesoplevelser. Min ven har lige haft fat i mig og fortalte mig at jeg var depressiv. Hvortil jeg svarer, at lige nu har jeg godt. Hehe det skal siges at jeg ikke gider at gå i bad, se andre mennesker, være alene gider eg heller ikke. Jeg kan ikke læse og se film. Jeg sidder mest bare og sidder. Får skrevet lidt, men på andres opfordring. Det er mærkeligt at man kan mangle drive, så meget, hele livet igennem.

Vi er nogen kønne nogen.

Knus

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites

af en eller anden grund så har jeg det sådan at jeg kan ikke vise mine føleser, fx. hvis jeg er i bio. med venner og ser en morsom film, så syntes jeg at den er sjov, men jeg griner bare ikke med. det giver mig en lignende følelse til hvad I beskriver. måske bare en mildere af det. det er ikke en fed følelse

1 person likes this

Del denne kommentar


Link til kommentar
Del på andre sites

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!


Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.


Log ind nu